Frøken Roesen

om jazz og doom

2010-01-25T07:42:00.002+01:00

Dagen i går var yderst kulturel og i musikkens tegn.
Først vinterjazz festival på Statens museum for kunst med Thomas Clausen og Palle Mikkelborg. Det var fantastisk, men rammerne er selvfølgelig også perfekte og unikke til lige netop den slags musik. De to musikere havde et spil kørende, som vidnede om mange års samarbejde og venskab. Musikken var smuk, fyldig og drømmende og passede helt perfekt til det snebelagte landskab man sad og kiggede ud på.

Nogle timer senere gik turen til lille Vega Sunn O))). Jeg var lettere begejstret for opvarmningsbandet, Eagle Twin, som spillede en tung koncert på 50 min uden nogen pause mellem numrene. Sunn 0)))'s entre så scenen lovede også godt, røg og kutter. Men så var det gik galt. Jeg er godt klar over at rock musik mm. skal spilles HØJT og at nogle tåber mener men helst skal være halvdøv, hvis man er flittig koncertgænger. Her er jeg ikke enig og da koncertens lydniveau med 100% oversteg det tilladte niveau med et par hundrede decibel, kunne jeg desværre ikke koncentrere mig om musikken (som jeg fornemmede ville være faldet i god jord), men i stedet blive mere og mere desperat efter at nogen ville skrue ned.
Koncerten sluttede for mit vedkommende før tid, med mere tanke på om jeg nu ender med tinitus (trods ørepropper med ekstra stærkt lydfilter, hår, hættetrøje og hænderne) end på den koncert jeg lige havde været inde til.

om en slutning, en start og om at træde de første spæde voksenskridt

2010-01-24T13:41:00.003+01:00

Lang overskrift, men eftersom min bloggingaktivitet har været stødt dalenede det sidste års tid, så må der jo nødvendigvis være en masse ting, som på en eller anden måde skal samles i een.
2009 sluttede og 2010 og startede. Jeg synes den sidste måned at 2009 på mange måder var laaang og fyldt med mange ting. Ikke mindst det stort opslåede klimatopmøde, som vel på så mange forskellige måder endte som det ikke var tænkt.

For mig at se fik (politi)staten Danmark slået fuldstændig fast, hvor langt de er villige til at gå for, hvad de ser som en højere sags tjeneste. Hele den forbandede lømmelpakke var og er jo vanvid. Men diskussion er for længst diskuteret, for og imod osv., og jeg lader vist ingen tvivl stå tilbage om, hvor jeg står. Jeg ved bare at min lille indre rebel kom frem under det klimatopmøde.

Og så var der alle de private ting, som vi ikke behøver at dvæle så meget ved. Jeg fik redefineret nogle ideer om, hvordan ting skal være - f.eks min ideer om jul, julen var lige pludselig afslappende antistressende og sjov, det må jeg prøve igen.
Nytår, og så lige pludselig januar. Det er lidt som om at 2010 er en ny ny start. For et nyt år er altid en ny start, men lige præcis 2010 er noget særligt - måske er det den måde tallene står på jeg ved det ikke.

I hvert fald må 2010 været året, hvor jeg bliver opslugt endnu mere af den store voksne verden. Det er sjovt, jeg havde egentlig ikke troet at det der med at få det første rigtig voksenjob ville gøre så stor en forskel, men det har det. På en meget snigende måde, lige pludselig gik det op for mig, at jeg havde taget de første spæde voksenskridt ind i den store farlige voksenverden. Måske er det også derfor bloggen har ligget så stille, for også på det område skulle tingene måske på en eller anden redefineres. Jeg er jo stadig ung, men jeg er også uddannet og i arbejde.
Jeg får en "rigtig" løn, jeg arbejder hver dag, jeg skal tænke i ferieregnskab og ikke mindst skal jeg nå alt det jeg gerne vil efter kl. 16 eller i weekenden. Alt for meget at lave, alt for lidt tid.
Men jeg tror jeg har redefineret og accepeteret den semivoksne tilstand jeg befinder mig!

Om moral i forfald

2009-12-04T17:55:00.002+01:00

Jeg har i lang tid gået og tænkt meget over det der med moral og omtanke i forhold til ens medmennesker. Jeg mener at man ALTID skal behandle sine medmennesker ordentligt, at man skal gebærde sig i verden på en måde så vi allesammen kan være her. Tit og ofte føler jeg mig som en uddøende race!

I dag fik jeg sat et punktum over i'et i hele den sammenhæng. Jeg var vidne til mit første trafikuheld. En cyklist kører hasarderet og presser en anden cyklist ud på kørebanen, hvor hun bliver påkørt af en varevogn. Heldigvis reagerede manden i varevognen hurtigt og damen slap med en meget meget stor bule i panden, og formentlig en øm krop i morgen. Men manden som var skyld i hendes ulykke - og som inden ulykken havde været ved at presse et andet vidne ud på kørebanen - var ingen steder at se!
Næh nej, han var kørt fra stedet. Selvom han var skyld i ulykken og selvom damen det første minut lå helt stille på kørebanen, var han skredet. Jeg tror vi var fem vidner som stoppede. Jeg kørte foran ulykken, men var alligevel blandt de første på stedet...for mange vidner fortsatte bare på deres cykler, mens de nysgerrigt kiggede kiggede på den livløse skikkelse.

Bagefter, da ambulance og politi havde sagt vi godt kunne tage hjem var jeg rystet. Og mest af alt rystet over, hvordan man som menneske kan være skyld i at andre mennesker kommer alvorligt til skade, og så ikke tage ansvaret! Hvordan kan man bare cykle videre og være ligeglad? Og hvordan kan man som vidne tænke at der nok er andre der tager sig af sagen, men samtidig gerne lige vil se lidt af actionen? Hvor er danskernes moral? For mig var det en bekræftelse i, at jeg lever i et samfund, hvor moralbegreberne er blevet nogle helt andre, end de var en gang!

om det dér facebook

2009-10-27T21:31:00.002+01:00

Jeg har i uendelige tider ville kreere et indlæg om facebook, men hver gang jeg er gået i gang er jeg ikke en gang nået så langt som nu.

For hvad er det med facebook...lige pludselig var det der bare og blev det nye sort i løbet af ingen tid. Nu har det indtaget vores sociale liv...fuldstændigt. På det område er jeg sjovt nok, vil dem der kender mig sikkert give mig ret i, ret konservativ. Eller på nogen punkter. Jeg kan godt lide facebook som det sociale netværk det nu en gang er, som man kan bruge på den måde man nu en gang ønsker. Jeg kan også godt lide at jeg kan holde "kontakten" ved lige med mennesker jeg ellers ville miste fuldstændig kontakt til.

Men nogen gange synes jeg det bliver lige lovlig meget når folk ved alt om ens liv, kun fordi de følger med på facebook. Så når man mødes i den virkelige verden er der ikke så meget at snakke om, fordi man allerede er opdateret.
Og hvad blev der er det gode gamle telefonnummer? En gang når man mødte nye mennesker, både venne- og kærestepotetiale, så gav man sit telefonnummer væk. Nu er farvelreplikken "nå, men du kan jo også lige finde mig på facebook og adde mig!" Hvilket leder mig hen til det, som har undret mig mest, når seriøsiteten af et forhold defineres udfra om man har addet hinanden på facebook eller ej. Come on folkens...det kan i sgu ikke mene seriøst!?! Det går over min fatteevne.

Og nu skal jeg jo ikke fremstå hellig, for jeg er storstorforbruger af siden. Jeg tjekker siden flere gange om dagen, jeg kommentere flittigt, attender diverse events, melder mig under fanen i diverse grupper, bliver venner med folk bare fordi jeg er nysgerrig og agerer ligesom alle de andre på facebook. Men jeg kunne aldrig finde på at definere mit forholds seriøsitet udfra siden...og for mig ville det være direkte turn off, hvis en potentiel kæreste gav mig sit fulde navn i stedet for sit telefonnummer.
Jeg tror egentlig bare at det jeg prøver på at sige er, at jeg synes lidt for mange bruger facebook på en så personlig måde at det lige pludselig bliver ligegyldigt og upersonligt! Og samtidig facinerer det mig også at sådan en side lige pludselig er over det hele...jeg tror ikke jeg har gået på gaden en eneste gang det sidste halve år, uden at høre facebook blive nævnt som brudstykke af en samtale!

Hvordan bruger i siden? Definerere i seriøsitet, giver i jeres fulde navn?

Om når vold avler vold

2009-08-16T20:32:00.002+02:00

Det er som om det hele eskalerer og har gjort det de sidste par. En blanding af en regering, som gerne vil ensrette vores samfund og gøre det pænt, præsentabelt og borgerligt, og så en gruppe af mennesker, som ikke deler vores regerings holdninger, og som på grund af så mange forskellige ting er blevet forrået og meget meget mere kyniske.

Jeg bliver ked af det når jeg ser, hvordan der bliver mindre og mindre plads til noget alternativt og anderledes i vores samfund. Jeg tænker både på for eksempel ungdomshuset, men også på irakerne som blev ført bort fra kirken den anden morgen. En hård og kynisk holdning til alt som ikke er lyshåret, blåøjet og pænt påklædt (ja ja hårdt mod hårdt bliver det nu). Et samfund, hvor der ikke er plads til skæve eksistenser, som efter min mening netop er dem som kan berige noget der ellers hurtigt bliver gråt og kedeligt.

Og netop fordi der ikke er plads til de skæve eksistenser og det der betyder allermest for dem, er reaktionsmønstrene blevet voldsommere og voldsommere...det hele eskalerede vist med rydningen af ungdomshuset. Og samtidig med at de såkaldte aktivister reagere voldsomere reagere politiet voldsommere - eller også er det omvendt, her kan man vist diskutere hønen eller ægget i al evighed - faktum er at protester og tilkendegivelser som egentlig kunne have været fredelige lige pludselig ender op i ubehagelige sener. For eksempel pigen som fik otte knippelslag ved rydningen af kirken. Hvad skete der lige der, hvordan kan politidirektøren kalde det en veludført succesfuld aktion når billeder viser os siddende/liggende unge mennesker som både bliver slået fuldstændig umotiveret med knipler og får sprøjtet peberspray i ansigtet?
Vold avler vold og det er danmark et godt eksempel på. En ungdom som reagere i afmagt og frustration over den behandling de får fra samfundet og repræsentanter fra systemet som reagere fuldstændig utilgiveligt formentlig af frygt for hvad der ville ske, hvis de ikke selv slår først.

Jeg er modstander af vold, ligegyldig hvilken form den fungere i, om den kommer fra den ene eller den anden side. Men mest af alt er jeg modstander af de mennesker som sidder på magten og skaber disse situationer uden nogensinde selv at være fysisk indblandet i dem! For mig at se er Danmark kommet ud på et skråplan...jeg håber ikke det er for sent at rette op på det skråplan!

Om når tingene ændrer sig og Illustreret Videnskab står det forkerte sted

2009-08-10T21:18:00.002+02:00

Ja, lang tid gik der ikke. Nærmest samtidig med jeg postede forrige indlæg begyndte inspirationen at vende tilbage. Måske fordi jeg havde løst mig selv fra nogle bånd, som jeg uvidende havde pålagt mig. Så nu vender jeg tilbage, på andre præmisser. Ingen dårlig samvittighed, hvis der går en måned, ingen følelse af pligt...kun poste når jeg føler for det. Lad os se om det virker...jeg kan jo tydeligvis ikke lade vær.

Første del af overskriften dækker egentlig over to ting. Både det at jeg fortsætter bloggen, men også at jeg endelig har fået et job...og at jeg er startet. Overgangen fra arbejdsløs til arbejdende har heldigvis været blødere end forventet (i form af korte arbejdsdage den første uge), men træthed har lige pludselig fået en hel ny mening for mig. Samtidig nyder jeg at bruge mit hoved og føle mig udfordret...noget jeg på det intellektuelle niveau ikke er blevet i ret lang tid (så er jeg blevet udfordret på så mange andre niveauer, som har været godt for mig). Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang og gøre brug af de bibliotekariske og informationsvidenskabelige kompetencer jeg har tilegnet mig gennem mine tre-og-et-halvt år på Biblioteksskolen. For noget har jeg da lært, og husket, har jeg kunnet konstatere den sidste uges tid.

Og så til anden del. Det er mærkeligt, nogen gange kommer feministen op i mig...eller egentlig mere bare erkendelsen, kan man vist bedre sige. Den gemmer sig det meste af tiden, for sikke sur jeg kunne gå rundt og være på mit køns vegne hele tiden, hvis jeg tænkte i kønsdiskriminerende handlinger hele tiden...så det gør jeg ikke.
Men lige pludselig, som i dag, da jeg i Super best's kiosk opdagede at Illustreret videnskab stod ovre i mandeafdelingen. Jeg er så træt af at kvindeblade kun er fyldt med tøj (som for det meste både er så dyrt og grimt at jeg ikke ønsker at eje det) og ligegyldig sladder. Jeg undgår stort set alle kvindeblade, undtagen til nød Eurowoman, som jeg endda synes er faldet i kvalitet. Og hvorfor er det lige at Euroman har fokus på litteratur, musik og film, når Eurowoman ikke har ligeså meget? Fordi vi kvinder er tomhjernet modefokuseret høns som kun læser nyheder hvis de handler om de kende og de kongelige? Er det af samme grund at IV åbenbart skal kategoriseres som et mandeblad? Fordi at selvfølgelig har kvinder ikke lyst til at læse et sådan blad!
På den baggrund må jeg jo så konstatere at jeg absolut er mere mand end kvinde...bortset fra at jeg heller ikke passer til det stereotype mandeblad fyldt med letpåklædte unge damer.

Tit savner jeg et intelligent kvindeblad, som henvender sig til kvinden der rent faktisk interessere sig for sin omverden, forskning, sjove gadgets, litteratur, film, musik og alt det kulturelle...og ikke for, hvordan denne sæsons designertaske til een millard skal se ud. Findes sådan et blad?

Tak for nu og måske på gensyn

2009-07-21T23:54:00.002+02:00

Jeg føler det ikke mere...og så længe jeg ikke gør det ser jeg ingen grund til at fortsætte bloggen. Så indtil videre er denne blog nu officielt på standby (sandt at sige har det jo været pænt sløjt det sidste lange stykke tid). Måske kommer der allerede en post i morgen fordi jeg ikke længere har dårlig samvittighed, måske om et år eller måske aldrig mere. Under alle omstændigheder lader jeg den stå som en skildring af denne frøkens liv gennem de sidste tre år...på godt, på ondt, på bittert, på sødt og surt.

Tak for i år og på gensyn

2009-07-06T10:56:00.002+02:00

Hvis man venter længe nok...

2009-06-26T18:53:00.002+02:00

så skal tingene nok gå i orden. I dag har været prikken over i'et på 1½ måned som har været meget kaotiske for mit lille hoved.
Jeg søgte et job (egentlig drømmejobbet), kom til samtale som en ud af 240, havde den fantastisk gode mavefornemmelse og følte at der rent faktisk var en chance. Det var der også, men blev slået på målstregen og fik ikke jobbet. To uger efter blev jeg ringet op og fik af vide at der sørme var kommet en stilling og at virksomheden ville være begejstrede for, hvis jeg ville besidde den.
Det er to uger siden i dag. Lige indtil i dag, har jeg gået og ventet på at komme til lønforhandling og få den endelige skriftlige bekræftelse på at jobbet er mit (det virkede for godt til at være sandt). Men forhandlingen (forhandling og forhandling, vist mere end samtale) gik godt, lønnen skal jeg absolut ikke klage over og jeg har allerede fået et kælenavn inden jeg overhovedet er startet. Tænker det må være et godt tegn.

Så nu har jeg en måneds sommerferie, sådan en hvor jeg ikke skal tænke på jobansøgninger, men hvor jeg kan nyde livet. Og i næste uge venter den første Roskilde festival i fire år - og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Kunst der virker

2009-06-25T22:32:00.001+02:00

Kan klart anbefale at smutte en tur på Charlottenborg i løbet af sommeren.

Botanisk have

2009-06-23T17:17:00.003+02:00

bedsteste sommermorgenmad

2009-06-22T20:24:00.001+02:00

Om når kreativ ikke er spidskompetence

2009-06-16T11:56:00.002+02:00

Jeg har altid ønsket jeg var sådan rigtig kreativ. At jeg kunne tegne, male og skabe. Men det kan jeg ikke. Mine tegnekundskaber begrænser sig til kruseduller og huse som man tegnede dem i de små folkeskoleklasser. Male kunne jeg en gang imellem i mine yngre dage...måske én god ting om året, og så brugte jeg resten af året på at være voldsomt frustreret over hvor min malerevener var forsvundet hen. Det eneste som rent faktisk løbende kommer til mig er evnen til at fotografere (jaja ikke på sådan et artyfarty kunstplan, men jeg kan da lidt) og den evne holder jeg krampagtigt fast i. Så jeg har måttet se den barske sandhed i øjnene og indse at kreativ kunstner bliver jeg sgu nok aldrig. Det er egentlig også fint nok, fordi eftersom jeg ved at jeg ikke kan tegne har jeg heller ikke den store lyst til det. Til gengæld kan jeg bruge mine talenter på så mange andre måder (nej spørg ikke!!!).

Så ja, det er accepteret. Men så en enkelt gang imellem forbander jeg mine ukreative og ukunstneriske ufærdigheder laaaaaaaangt væk. Når jeg er i selskab med mennesker som bare kan deres kunstkreative shit. Min selvtillid krymper ind til en lille indtørret rosin og min hjerne går helt på standby - eller måske arbejder den så meget på højtryk for at finde bare et kreativt indslag at den på det nærmeste brænder midlertidigt sammen.

Men det er mærkeligt, hvordan man gerne vil være i nogle sammenhænge og i andre vil være helt anderledes. Nogen gange ville jeg i hvert fald ønske at jeg kunne lidt mere end at tegne en tændstiksmand!

om tage et skridt eller to mod voksen

2009-06-05T23:26:00.002+02:00

Der sker flere og flere ting, som får mig til at spekulere på om jeg virkelige sådan for alvor er ved at tage nogle forsigtige korte skridt ind i de rigtig-voksnes verden. Altså, jo jo, der er jo nok et stykke vej endnu og det hele sker med ganske lave hastighed. Men inden for den sidste uge er der sket tre ting som jeg ikke normalt ville kunne forestille mig ville ske.

1. Jeg tog imod gæst i nattøj, det i sig selv er til at overskue. Men at jeg så også uden at tænke over det(før bagefter) gik ud på gaden i nattøj, mødte naboen ude på gaden (som havde et listigt smil på læben da hun så mig) og sagde hej - se det er ikke noget jeg nogensinde havde troet ville ske. Men det gjorde det, og da jeg bagefter tænkte over det var det ikke med gru i sindet, men mere med lidt underfundig ligegyldighed.

2. Jeg har drukket min kaffe sort (jeps KULSORT) den sidste uge. Det er vildt. Jeg startede med mælk og sukker, gik ret hurtigt væk fra sukker, men ikke mælk som gerne plejer at fylde halvdelen af kaffekoppen (en halvsart mave har været undskyldningen de sidste par år). Men en dag, hvor der ingen mælk var i køleskabet valgte jeg kaffen sort i stedet for ingen kaffe.

3. Jeg var til føromskrevne koncert i går. Billetten købte jeg kl. 9 i går morges, spontant og uden at have en aftale med nogen på forhånd. Noget jeg normalt ALDRIG gør...mig kontrolfreaken for, hvem spontan er en by i rusland. Og hvad fik jeg ud af det - en superfed og dejlig oplevelse.

Så jo, jeg er vist på vej til at træde mine spæde voksenskridt, måske det følger med de 25. Men som en klog kvinde gjorde mig opmærksom på, så er jeg først rigtig voksen når jeg ikke bagefter tænker over at jeg lige har mødt naboen mens jeg var iført nattøj. Men det er vel en begyndelse?

om genforeninger man ikke troede ville ske

2009-06-05T19:51:00.002+02:00

For 10 år siden spillede Psyched up Janis deres afskedskoncert på Roskilde festival, en koncert der gik over historien for mange inkl. undertegnede.
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle høre dem live igen, men hurra for tidens trend med at gendanne gamle bands. For i går, næsten 10 år efter deres afskedskoncert stod de på scenen i et udsolgt store vega.

Jeg var egentlig blevet tilbudt at købe en billet da de kom i salg, men havde ingen penge. Så gik jeg der i 1½ måned og diskuterede med mig selv om det var ok at gå glip af koncerten, eller om jeg ville fortryde det bittert og inderligt.
I går morges fandt jeg ud af at der var kommet få billetter til salg til aftenens koncert og det tog mig ikke mange minutter at få købt en.

Og det vil jeg aldrig fortryde, for fuck hvor var det helt og aldeles igennem grundfantastisk. Stemningen, publikum var helt vilde - jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været til en rigtig rockkoncert hvor publikum gav den så meget gas. Bandet fordi de var der og var søde og sidst, men selvfølgelig ikke mindst musikken. Det var så vildt at genhøre dem live igen. Jeg havde flere gange gåsehud og til sidste nummer var det tæt på at der også var kommet en tåre.

Jeg tror stadig ikke helt jeg har fattet endnu at det rent faktisk skete!

Bobler

2009-06-03T19:10:00.002+02:00

Fotosafari

2009-05-22T15:58:00.002+02:00

Alt det gode

2009-05-21T11:31:00.003+02:00

Lidt om alt det gode lige nu.

Naturen: vejret er i det store hele fantastisk. København er jo helt eventyrlig om sommeren, nyder at udforske steder, være i godt selskab og få lov at lege med mit kamera.

Kaffe: mmmm kaffe, kaffe, kaffe...sætter pris på og nyder min kaffe for tiden. I stedet for bare at skylle den ned.

Musik: lytter og lytter og lytter. Lige nu er jeg specielt glad for Balstyrko, Sia, The Whitest boy alive, Foo Fighthers (dem bliver jeg aldrig træt af), Veto og ikke mindst Troels Abrahamsens nye, som vinder mere og mere for hver gennemlytning.

Serier: Heroes, ohhhh hvor er jeg vild med den serie. Superhelte har altid været bland mine absolutte favoritter. Lost, som bliver mere og mere mærkelig. Prison Break for actionen. CSI for krimielementet. Og så har jeg lige opdaget Six Feet Under, den eneste anden serie jeg har grinet så meget af som SFU er vist Desperate.
Får også set en masse film. Så Twilight, fantastisk filmisk oplevelse.
(update: har lige set Into the wild...wow. Havde ikke troet jeg ville syntes så godt om den, men den var jo fantastisk).

nødder, grønne rosiner, sjove juicer, jordbær til en 10'er, fantastiske mennesker, eventyr og frihed.

Så mange gode ting.

en lille update

2009-05-19T17:29:00.002+02:00

efter lynindkøb af ny telefon(det tog 27 min fra jeg gik hjemmefra til jeg var tilbage igen med telefon), et tilsendt simkort - som ikke virkede, to opkald til TDC for at få simkortet til at virke, et besøg i TDC butik for at få nyt simkort som virker og et nedbrud på TDC's net er jeg nu igen med telefon. Yay!

Så har jeg også prøvet det!

2009-05-17T18:44:00.003+02:00

Nå, en gang skal jo selvfølgelig være den første. Bare et virkelig dårligt valgt tidspunkt!!!
Jeg tabte min telefon i dag. Jeg tror endda lige præcis jeg ved hvor. Gik helt i panik da jeg opdagede det og gik ruten tilbage igen, men selvfølgelig ingen telefon.
Gik hjem og ringede til telefonen, som rent faktisk blev svaret. Det var af en gut, som lige havde snakket med min mor (hun havde åbenbart ringet). Han påstod han var på vej hen til mig, jeg foreslog vi mødtes på halvvejen. Min mor havde sagt han selvfølgelig ville få en findeløn og det bekræftede jeg.
Skyndte mig ned til aftalte mødested, men var der nogen? Næhh...Michael, som gutten hed dukkede aldrig op. Egentlig er jeg pisseligeglad med telefonen(eller selvfølgelig ikke helt), som alligevel er omkring 2 år gammel. Det var mere mit simkort, hvor der selvfølgelig ligger en masse numre + nogle sms'er jeg har gemt.

Og så fordi jeg jo stadig søger job og går og venter på at høre fra nogle steder. Så jeg håber virkelig at Michael bliver straffet på en helt passende måde.

Får heldigvis et nyt simkort om 2-3 dage, men det kommer stadig til at koste nogle penge, jeg ikke rigtig har! Øv!

P.S: Hurra for jeg er sådan en som skriver de fleste numre ned i min telefonbog. Hurra for facebook.

søndag formiddag

2009-05-17T13:41:00.003+02:00

Om når man føler sig bare en smule til grin

2009-05-15T09:28:00.002+02:00

Dagen startede godt, humøret var(er tildels stadig) højt, solen skinnede osv osv.
Kunne høre posten komme op af trappen og smide noget ind ad min brev brevsprække. Et brev fra det lokale jobcenter.
Jeg er stadig arbejdsløs, trods et utal af ansøgninger og en enkel halvpositiv tilbagemelding(der åbenbart blev ved det), og er det nu på tredje måned. Det betyder jeg skal til møde med jobcenteret...et om møde om, hvordan vi hurtigst muligt får mig i arbejde.

Selvfølgelig vil jeg gerne arbejde og jeg søger alt det der er(der er bare ikk rigtig noget), men har også besluttet jeg vil nyde denne periode, hvor jeg på mange måder er fri og får lavet en masse fede ting, brugt mine kreative evner og lever et liv jeg ikke ville have tid til med fuldtidsarbejde. Samtidig med jeg selvfølgelig savner den faglige og intellektuelle udfordring der ligger i et arbejde. Men jeg gider ikke være bitter, så anskuer tingene fra den positive side.

Nå, men i mødeindkaldelsen fra jobcenteret stod der at jeg under "minside" på jobnet ville kunne finde 10 stillinger, som jobnet mener passer til mig udfra mit cv på siden. Så jeg blev selvfølgelig nysgerrig, eftersom der jo ikke rigtig er nogle job at søge for tiden.

Ud af 10 jobs var to jobs biblioteksrelaterede, et var som digitaltekniker, hvilket mine evner og kompetencer ikke lige rækker til. Og så kommer de sjove, en var som afrydder/garderobemedarbejder/køkkenassistent på bla. Diskotek IN, en som cafémedarbejder, en som kioskekspedient, en som pædagogmedhjælper, to som rengøringsassistener og en som servicemedarbejder på en tankstation.

Helt ærligt. Jeg har jo ikke gået 3½ år på en universitetsuddannelse for at tage imod folks overtøj på Diskotek IN(ikke at der er noget i vejen med det). Så der sad jeg og følte mig ærlig talt ret meget til grin...især fordi mit jobcenter jo rent faktisk kan pålægge mig at søge et af disse yderst passende jobs.
Jeg føler fuldstændig jeg bliver frataget min ret som menneske, til at vælge over mit eget liv. Nej selvfølgelig er det ikke en optimal situation at være arbejdsløs, men jeg vil helt ærlig hellere være på dagpenge end at kioskekspedient eller garderobepige på IN.

God og dårlig service

2009-05-09T17:37:00.003+02:00

For mig betyder god service enormt meget, det kan være altafgørende for om jeg gider vende tilbage til en butik/restaurant/etc eller om jeg bare bliver væk.
Jeg besluttede mig i går for at jeg vil have skiftet mit piercingsmykke ud til et med en noget mindre stav. Af bitter erfaring ved jeg at jeg nok skal have skiftet hele smykket, for gevindet(?) har det med at ryge sig en tur når kuglen bliver skruet af efter et par år.

Jeg overvejede om jeg skulle tage i den "faste" eller om jeg skulle køre til en anden tættere på den veninde jeg havde en kaffeaftale med. Det blev den faste.
Her stod en pige med en dårlig attitude, hvis det er meningen man skal få kunderne til at føle sig godt tilpas. For det første havde hun aldrig prøvet det når staven gik i stykker, så det lød på hende som om at det kunne da virkelig ikke passe, og så havde de for øvrigt ikke tid til at skifte smykket, jeg kunne bestille en tid - hvilket jeg ALDRIG i de snart 10 år jeg har brugt butikken har oplevet. Så jeg skred og har ingen intentioner om at vende tilbage.

Tog ned i den anden butik, som jeg til en start havde droppet. De havde godt nok ikke smykkeskift om lørdagen, men jeg var velkommen til at komme mandag-torsdag og få det ordnet og fik af vide jeg bare kan dukke op. Pigen bag disken sagde det med en kundevenlighed og et smil. Så der fik hun skaffet en ny kunde til butikken.

Utroligt hvad god service kan gøre!

P.S: humøret var virkelig på nulpunktet først på dagen, aggressiv passede godt på mig. Og det hjalp ikke at min cykel væltede, mit tørklæde ikke ville side, jeg fik dårlig service, generelt var klumset og blev kaldt en dum ko af en stupid gammel mand.

Sød hunhund søger hjem

2009-05-06T19:41:00.003+02:00

En veninde står desværre i den situation at hun ikke kan komme af med en sød og dejlig Grand Danois tæve på et år. Hvis ikke en ejer melder sig får den søde hund herunder sprøjten, og det synes jeg vil være synd (hvis bare 50 kvm på 2. sal gik i spænd med kæmpehunde). Spred ordet, er du interesseret, eller kender nogen der så smid en kommentar med email, så sender jeg kontaktoplysninger.

Nody

2009-05-05T23:37:00.004+02:00

Fik et brev i dag fra Bos om at den orangutang, Madsen, jeg har sponsoreret de sidste to år nu er blevet så gammel og selvstændig at han skal ud og leve som en vild orangutang (eller så vild som det nu kan blive). Sammen med brevet var også et adoptionsbevis på Nody, som er den orangutang jeg fremover skal støtte. Faktisk havde jeg overvejet om jeg skulle støtte noget nyt når en gang Madsen ikke længere var min adoptivabe...men Nody er jo for sød til at sige nej...og så er han 1½-2 år gammel, så der er nogle års sponsorering i ham endnu!

Sommermad

2009-05-04T23:03:00.002+02:00

Wow

2009-05-03T22:42:00.002+02:00

Det er nok det ord der beskriver denne aftens koncert oplevelse bedst. Wow!
Mine forventninger til koncerten med Sia var hverken store eller små. Jeg var spændt på koncerten og havde set frem til den siden billetten blev erhvervet for nogle måneder siden.

Men at jeg skulle sidde med gåsehud under hvert eneste nummer, konstant smile og ikke have lyst til at stoppe med at klappe - det havde jeg ikke forestillet mig.

Hele koncerten startede med at Sia og band trådte ind på den uv-oplyste scene i sjove selvlysende kostumer og optrådte med første nummer.
Det var startskuddet til en fest. Publikum var mere end veloplagte og den søde søde Sia var mindst ligeså veloplagt. Hun nåede så langt ud over scenekanten at selv oppe på balkonen, hvor vi sad, blev man ramt af hendes glæde og smittende grin. Hun var sød og naturlig og underholdte sit publikum. Når det så er sagt har kvinden en gudsbenådet stemme...jeg havde gåsehud ved hvert eneste nummer. Hun sang så helt og fuldt ud fantastisk at ord ikke kan beskrive det fuldstændigt.
Bandet var velspillende og lyden var supertight...man kunne skelne alle instrumenter fra hinanden, det er lang tid siden jeg har været til en koncert som på alle områder var en fornøjelse.
Publikum blev ved at klappe efter ekstranumrene i så lang tid at scenetæppet til sidst blev slået ned, for at sætte punktum.

Seks stjerner fra mig, som rent faktisk ikke havde noget imod at cykle hjem i øsregnvejr, for Sia sang i mine øre. Jeg kan ikke andet end sige: Tjek hende ud!

Om bygkorn

2009-05-01T21:09:00.004+02:00

Søndag aften følte jeg det komme...et ondt bygkorn. Efter som jeg havde et for en måneds tid siden var jeg udmærket klar over, hvilke fatale udseendemæssige konsekvenser et sådan bygkorn kan have. Sidst sad det helt inde i krogen af øjenlåget...og hævede op til dobbeltdobbelt størrelse. Det var ikk kønt. Nå, men denne gang...uhauha. Jeg vågnede mandag morgen og kunne bare ved at åbne øjet, konstatere at den var hel gal...som i værre end sidst (selvom jeg i min naive tro ikke havde tænkt det muligt). Ja jeg lignede rent faktisk en, som havde været på værtshus om natten og ikke havde slået til Søren, men havde fået en knytter lige i sylten (bevis findes nedenunder)

Sidst var jeg blevet beæret med noget utrolig ubehageligt salve, som både fedtede hele området omkring øjet, fedtede mine briller og fik øjet til at klø = ikke noget jeg ønskede at genprøve. Ringede og snakkede med min læge, som heller ikke kan lide førnævnte salve...så vi var enige. Fint, så langt så godt. Det ændrede jo desværre ikke på at jeg stadig lignede en taber i en boksekamp. Så ned til Helsen (den bedste af slagsen). Her fik jeg et råd, omslag af knust bukkehornsfrø som er rørt til grødagtig masse med kogende vand. Det virkede!!! Fantastisk...både billigere og mere behageligt end salven fra helvede.

Så råd hermed givet videre...og åbenbart hjælper det også på ca. 1 million andre ting. Naturen er nu et hit!

Twit twit

2009-04-26T16:21:00.002+02:00

Ja ja...så skulle jeg da også prøve, selvfølgelig skulle jeg det. Nu har to veninder, som studerer samme sted, statusopdateret på fb om Twitter. Og eftersom det virker som om Twitter er ved at være det nye facebook, så skulle jeg da lige have min nysgerrighed stillet.
Så mig ind på twitter og oprette en profil og så i gang. Ved ikke helt endnu, hvad jeg skal mene...eller det er jo lidt som at lave statusopdatering bare uden hele profilen. Eller som at lave minimale blogindlæg. Så mon ikke jeg kommer til at twitte lidt en gang imellem.

Blåbærpandekager er noget der smager

2009-04-22T16:15:00.003+02:00

Om den der faglighed

2009-04-21T17:58:00.003+02:00

Ja, intet nyt under solen. Jeg er stadig nyuddannet (vel nogle måneder endnu) og arbejdsløs. De ledige jobs er der ikke rigtig nogen af for tiden og når der endelig er, er der jo så også ca. een million milliard ansøgere. Så her går jeg og trisser rundt. I og for sig noget jeg har affundet mig med, ikke forstået op den måde at jeg synes det bare er det fede at være arbejdsløs...men forstået på den måde at jeg jo ligesom bliver nødt til at få det bedste ud af situationen.

Det jeg så synes er svært, er det med fagligheden. I forvejen synes jeg mit studie var præget af en stor faglighedsforvirring, især når man som mig valgte den bløde sti af uddannelsen. Selvfølgelig kan jeg sætte ord på nogle af mine kompetencer, men langt fra alle.
Og når jeg så går her uden job føler jeg lidt at min i forvejen meget spinkle faglighed lidt løber ud mellem fingrene på mig. Jeg føler lidt at de kompetencer, som jeg indtil videre har holdt fast i at jeg kan bliver mere og mere udefinerbare og at de kompetencer som jeg havde halvformuleret i mit hoved bliver mere og mere slørede.

Jeg føler jeg holder min hjerneaktivitet fint i gang med læsning, film, samtaler, lektiehjælp etc. Men fagligheden den hænger altså kun i fingerspidserne fra 10ende sal.

Og så ville jeg ønske jeg havde opskriften på den perfekte jobansøgning (ja ja jeg ved godt den ikke findes!!!), for det er sgu også svært at skulle overbevise en mulig fremtidig arbejdsplads om at jeg lige netop er den kollega de søger...når jeg selv har lidt svært ved at definere hvad det er der gør mig til den kollega.

Kultur kultur kultur

2009-04-19T17:49:00.002+02:00

Min lørdag (og lidt torsdag) har været præget af kultur i forskellige former og forskellige kvalitet, sådan rent subjektivt set.

Torsdag stod i den svenske popdronning Jenny Wilsons navn. En koncert som jeg havde set meget frem til efter februars oplevelse. Modsat koncerten i februar ville hun både spille numre fra det nye album, men også det gamle. Opvarmningen, Blood Music, var ok. Rent musikalsk ikke noget at råbe hurra for, men humoristisk set var det et fint indslag.
Og så...Jenny. Den dame er for sej. Iført kvindelige former og supertight guldgamacher med tilhørende guldbluse. Allerede der fik hun min fulde respekt. Koncerten var superfed, rent musikalsk. Jeg kan lide alle hendes sange, og har som sådan ikke nogle favoritter, så for mig var alle numre velvalgte til koncerten. Bandet var velspillende og superfede. Musikken har på albumsne en dansabel undertone som bestemt træder i karakter ved liveoptrædner. Desværre formåede publikum ikke at rocke med på danserytmerne, hvilket trak ned på oplevelsen. Vi sad på balkonen og jeg kiggede nede i salen så det næsten ud som om publikum mestendels stod stille.

Nå og lørdag. De storkulturelle dag.
Startede i Øksnehallen for at se udstillingen Closer af den danske fotograf Søren Solkær Starbird. For mig er fotografiet i forvejen den foretrukne billedemæssige kunstform, så jeg er for det meste forholdsvis let at imponere ved fotoudstillinger. Men jeg synes virkelig denne her var god og interessant - og kan sagtens følge politikens anmelder i de seks stjerner. Og så synes jeg Øksnehallen er det perfekte sted til fotoudstillinger, rummet er kun ramme og stjæler intet fra udstillingerne. Der er ikke så meget at sige andet end, at alle burde gøre sig selv den tjeneste at opleve udstillingen inden den stopper d.26 april. For mig var der en ekstra bonus. I forbindelse med udstillingen er oprettet en lille biograf, hvori der vises forskellige musikfilm (ved ikke om det er andet end musik) og lige i går blev, mens jeg var der, vist en koncertfilm med Foo Fighters et af mine all time favorite bands. Nu ønsker jeg endnu mere de kommer en smut forbi Danmark og giver den gas.

Næste stop efter Øksnehallen var det nye Skuespilhus og stykket Insomnia - hvortil vi havde fået billetter. Måske forstår jeg mig ikke på ægte skuespilkunst i den absurde ende (efter min mening), men det var den længste time og 20 minutter jeg i mit liv har brugt, og for første gang følte jeg rent faktisk at jeg havde spildt min tid i teateret. Her er jeg så åbenbart ikke enig med Politikens anmeldelse, hvilket også er fint nok. Den ene af mine kompagnoner syntes da også ganske godt om teateret og sagde det var det bedste hun havde set i den genre, så billetterne var ikke helt spildt. Om ikke andet var det da interessant at prøve at være i det kongelige + se det skuespilhuset indefra.

Sidste stop på det kulturelle ride var Veto i Vega. En koncert jeg personligt havde set mere end frem til. Opvarmningen, som jeg ikke kan huske navnet på, var kedelig og ligegyldigt. Musikken var ok, men forsangerindens stemme var hørt 1000 gange før, så intet nyt under solen der.
Og så gik Veto på. Modsat til Jenny Wilson koncerten var publikum 100% på og bevægede sig i takt til de overdansable rytmer. Bandet var 110% på og gav en performance som var for vild. Jeg fik mere end mine forventninger indfriet. Det er nok en af de mest intense og sansefyldte koncerter jeg længe har været til. Jeg har i forvejen været svært begejstret for Veto siden jeg blev præsenteret for musikken(for ikk så længe siden) og den begejstring er kun blevet større. Fantastiske sange, fantastisk tung og tight bas og tromme, fantastisk fantastisk forsanger og en energi som sjældent ses på en scene.
Det er så absolut ikke sidste gang jeg skal opleve det band live!

Lidt mere storebælt

2009-04-18T10:30:00.001+02:00

Solnedgang over Storebælt

2009-04-08T09:43:00.001+02:00

Hmmm

2009-03-24T21:35:00.002+01:00

Ser lige pludselig at bloggen har haft mange flere besøgende i dag end nogensinde før på en enkelt dag. Det er jo åbenbart fordi jeg har linket til nogle israel/Palæstina-artikler på Politiken, som så fortæller alle læsere af de artikler at jeg har linket.

Jeg vil derfor beklage til de læsere, som kom herind i den uskyldige tro at de skulle læse et langt intellektuelt intelligent blogindlæg om konflikten og i stedet fik min sarkastiske minipost!

Men sådan er blogpræmisserne jo.

Ha ha ha nu må jeg le

2009-03-20T09:24:00.005+01:00

Jeg sad og læste denne artikel på Politiken, om hvordan israelske soldater har indrømmet at de bevidst slog palæstinensiske civile ihjel samt bevidst smadrede palæstinensiske civile hjem under de sidste uroligheder i Gazastriben.

I den forbindelse kom der et "fantastisk" citat fra israels forsvarsminister Ehud Barak:

"Vi har den mest etiske hær i verden. Men det betyder ikke, at der ikke er undtagelser. Jeg er ikke i tvivl om, at dette vil blive undersøgt grundigt."

Ja undskyld mig, men jeg mener det er ret stor realitetsfornægtelse når man kan kalde en hær for verdens mest etiske i sammenhæng med de oplysninger (samt rent historisk) der er kommet frem. I sådan situation kan man jo næsten ikke andet at le...

d.24.3: Gad vide om Barak stadig kalder israels hær for verdens mest etiske efter læsning af det her og det her? Jeg har lidt svært ved at finde sammenhængen mellem etisk og krigsforbrydelse!!!

Kære beskæftigelsesminister, arbejdsdirektorat og akasse

2009-03-18T20:23:00.002+01:00

Jeg vil gerne ansøge om lov at til selv at gå på toilettet, trække vejret og være til. Jeg har efterhånden fundet ud af at jeg som arbejdsløs skal ansøge om selv den mindste ubetydlige ting (aftenkursus gennem AOF f.eks)...så nu vil jeg bare lige være sikker på at jeg stadig får dagpenge selvom jeg ikke har ansøgt om retten til trække vejret?

Med venlig hilsen
Frøken Roesen

Om at nå mål og være svært tilfreds med at nå dem.

2009-03-18T18:38:00.003+01:00

Jeg har inden for den sidste uge nået to personlige mål, som jeg rent faktisk ikke troede ville lykkedes da jeg satte mig dem. Dog besluttede jeg mig for at kæmpe og kæmpe og kæmpe og ikke give op...og det bar så sandelig også frugt. Så her kommer lidt fra frøkenens personlige liv. Jeg har med vilje ikke blogget om alle de overvejelser jeg har gjort mig undervejs, fordi jeg som regel ikke blogger om det helt personlige, ligesom at jeg ikke ville blogge om det før det var en sejr.

Det første mål er et kilomål. Indtil for et par år siden har jeg altid holdt en pæn vægt og ikke tænkt voldsom meget over, hvad jeg spiste. Til gengæld dyrkede jeg så også sport eller havde arbejde som krævede min. 20 km gang om dagen. Da alt dette endte og jeg kom i mine start 20'ere, hvor fedtet lige pludselig begynder at fordele sig anderledes og blive mere og mere, befandt jeg mig lige pludselig i en situation, hvor folk rent faktisk begyndte at kommentere på "...du har da også taget en smule på har du ikk?" (=er du ikke ved at blive en anelse tyk min kære) og jeg ikke længere syntes særlig godt om min egen krop. Grundet manglende motivation, dårligt selvværd og andre faktorer gjorde jeg ikke rigtig noget ved det.
Men lige pludselig boede jeg alene, var den eneste der bestemte menuen...og lige pludselig boede jeg sådan for alvor alene og var i en situation, hvor jeg igen gerne ville føle mig attraktiv (sjovt at man tit glemmer sådan noget når man er sat).
Og i sidste uge nåede jeg så det mål jeg havde sat mig. Et mål som hverken var overkill, men heller ikke underdrevet. Et mål, hvor jeg vidste jeg ville have det godt. Det betød så også at jeg skulle tabe min. 12 kg (wow...det ser vildere ud på skrift end når jeg fortæller om det). Alt det skete ved at omlægge min kost og fortsætte med at cykle og gå alle steder hen.
Lige pludselig strammer tøjet ikke mere og lige pludselig begynder alle at komplimentere mig for at jeg ser godt ud. Det er sgu en sejr.

Nummer to mål nåede jeg i dag. For godt ni måneder siden fik jeg konstateret forhøjet kolesteroltal. Det i sig selv er ikke voldsomt farligt, men grundet disponering for det + andre lidelser i samme kategori blev det besluttet at jeg efter tre måneder skulle tjekkes igen. Jeg begyndte straks at gennemgå mine madvaner efter i sømmene og fjerne alt det fedt jeg i forvejen ikke havde fjernet. Ved næste tjek var det rådne tal steget, med næsten en hel, hvilket var en kæmpe frustration. Jeg besluttede dog at kæmpe videre, om ikke andet det kommende halve år indtil næste tjek. Det tjek var så i fredags, svaret fik jeg i dag og...mit kolesteroltal var faldet med en hel, og er nu næsten nede på det anbefalede. Det betyder at jeg kun skal tjekkes en gang om året, min kræfter ikke er brugt forgæves og vigtigst af alt at jeg ikke skal på medicin.

Så nu sidder jeg her og tænker at rent faktisk kan det betale sig at kæmpe. Ikke nok med jeg føler mig sundere, smukkere og mere attraktiv så kan jeg også mærke min krop har det bedre end nogen sind...og så er følelsen af sejhed ikke sådan at kimse ad.

P.S: og nu vi er ved det...så har jeg faktisk også været røgfri i præcist et halvt år i dag!

...hav en god rejse, hvorend du skal hen...

2009-03-16T22:20:00.001+01:00

Om briller og voksenhed

2009-03-12T21:23:00.002+01:00

Jeg har i et stykke tid haft lidt problemer med mit syn...eller det har jeg haft i mange år. Men det sidste stykke tid har noget drillet. Jeg er blevet træt og øm i øjnene og har haft svært ved at fokusere når jeg læste eller kiggede på min telefon.

I min undren, tænkte jeg at jeg måske var begyndt på at blive langsynet oveni i min nærsynethed...det er jo sådan noget der kommer med alderen. Så jeg bevægede mig ned til min optiker og fik en synstest. Ingen langsynethed, til gengæld har jeg brug for mindre styrke når jeg læser/skriver/arbejder ved skærm end i mine almindelige briller. Her gav optikeren mig to alternativer...som begge gjorde jeg følte at nu var jeg altså ved at være voksen/gammel/???. Enten skulle jeg have brilleglas med glidende overgang eller også skulle jeg have arbejdsbriller. Jeg valgte det sidste både pga. økonomi, men også fordi jeg helst vil undgå den glidende overgang.

Så nu sidder jeg her med et par arbejdsbriller, som rent faktisk hjælper rigtig meget...kan jeg allerede mærke. Og så er de MEGET store og knaldrøde...det hjælper lidt på det der med at føle sig voksen;)

Om licens

2009-03-10T19:03:00.002+01:00

Øv øv øv...her til aften bankede det på døren. Udenfor stod en (u)venlig mand fra DR licens...og så blev jeg taget - og jeg burde ikke en gang have været hjemme, men jeg er syg.
Af princip har jeg ikke villet betale licens. Ikke så meget at jeg er imod at betale, det er jeg ikke. Men jeg er imod at skulle betale 2000 fucking kroner for at have en computer med internetadgang. Jo indrømmet jeg ser da DR en gang imellem...men måske sammenlagt 30 timer på et år, og kan det virkelig passe at jeg skal betale 2000 kroner fordi jeg har en computer med hvilken jeg er i stand til at se DR på nettet? Det mener jeg ikke. Og jeg mener overhovedet ikke at det kan passe jeg skal betale det samme i licens som de mennesker der også har fjernsyn.

Det er jo fuldstændig at drive rovdrift på folk. Jeg kan blive så harm. Og så er det helt ude i hegnet at både pensionister og førtidspensionister kan få nedsat licens mens studerende ikke kan. Meget meget mærkeligt om man vil. Så nu skal jeg til at bruge 2000 kroner af de penge jeg ikke har på at betale til noget, som jeg hellere ville undvære. Men jeg kan jo ikke bare fravælge det, fordi jeg har internet og DR vil åbenbart ikke gøre deres side til en betalingsside. Ja undskyld mig, men det her er sgu ikke optimalt efter min mening.

En meget usammenhængende, bitter og mavesur Frøken Roesen.

Om skyderier og skyderier der bliver til meget mere...

2009-03-05T00:22:00.003+01:00

Der bliver skudt her på Nørrebro, det er ingen i det ganske danske land vist efterhånden i tvivl om. Det er mærkeligt for jeg har ingenting mærket, intet...så lige nu er det for mig surrealistisk. Jeg bor i en bydel som lande begynder at fraråde deres borgere at turiste når de kommer til dk. Jeg bor i krigszone påstår nogen, og egentlig mærker jeg ikke noget til det. Jeg håber det stopper, jeg har ikke nogen gylden løsning på alt det her, men jeg håber virkelig det stopper.

For som medierne stille og roligt begynder at skrive om, så er det her begyndt at udvikle sig. Det er ikke længere rockerne mod indvandrerbanderne...det er dem mod os.
Det gik op for mig da jeg læste denne artikel, og for sjov læste nogle af alle Nationens kommentarer. Lige pludselig handlede det ikke om den vansirede kvinde og hendes hævn, men om alle de der fremmede som render rundt og skyder på Nørrebro. Lige pludselig for helt almindelige mennesker meget svært ved at skelne mellem alle de indvandrere som er helt normale mennesker, som lever helt almindelige liv ligesom de helt almindelige danskere...og så dem som laver kriminalitet og skyder. Det sjove er, at bl.a. de mennesker som kommentere på det her, helt glemmer der er en anden part i bande/skyde/whatever-konflikten og det er ariske danske rockere...der skal jo to til tango. Men af en eller anden grund glemmes de...nogle mennesker ser dem vist nærmest som de frelsene engle(meget ironisk), som skal redde os alle fra den onde islamisering.

Og egentlig er jeg faktisk ligeglad med, hvem der skød først...så længe de bare snart stopper og nørrebro igen kan være sikkert. Men jeg er ikke ligeglad med den pusten til fremmedhadet konflikten har bragt med sig. Mit indtryk er også at mange af de mennesker som ser indvandrerne (alle over én kam) som de onde onde i denne konflikt er dem som sidder i deres trygge hjem bag ligusterhækken og med dannebrog højt hævet. Dem som ingen anelse har om, hvilken harmoni der også er på Nørrebro. Den harmoni, hvor mennesker uanset hudfarve, religion, køn eller alder lever i et stille og roligt fællesskab.

Og måske burde vi i stedet for hele tiden og konstant at kigge udaf, bruge lidt tid på at kigge indad. Overveje hvad vi som nation, men også som hvert enkelt menneske kan gøre for at undgå en konflikt som i sidste ende kommer til at handle om race og religion. Kæmp for kærlighed og respekt...det har jeg i hvert fald tænkt mig!

Mmmmm

2009-03-04T14:17:00.002+01:00

Banan/honning/valnødde muffins er ikke så ringe endda.

Om det manglende kapitel i livets skole.

2009-03-02T12:55:00.002+01:00

Livets skole...det er den man har hørt om hele sit liv, sjovt nok. Livets skole er den som lærer at gebærde os i den store (stygge) verden og forstå, eller i hvert fald prøve at forstå verden.
Men altså, hvem det end er som har oplært mig i livets store skole, så mangler der sgu lige et kapitel. Overskriften kunne være bureaukrati med underoverskriften A-kasser og dagpenge. Det er bare noget jeg aldrig rigtig er blevet skolet i...og for satan hvor kunne jeg bruge det nu, hvor jeg står midt i hele dette cirkus af blanketter, tilbagemeldinger, deadlines hængende over hovedet. Og nå tingene så ikke lige hænger sådan sammen som man gik og troede de gjorde...ja det kan godt resultere i noget værre rod.

Så kære dig som skoler mig til livet...hvem du er, hvor du er?...så vil jeg gerne have udfyldt a-kasse kapitlet inden det er for sent.
På forhånd tak.

Om det at blogge

2009-02-20T13:03:00.002+01:00

Jeg har af forskellige grunde tænkt meget over det der med at blogge og at læse blogs den senere tid. Ikke alle mennesker mener at blogs er the shit...og fair nok, men jeg forstår det ikke helt...ligesom de nok ikke forstår at jeg rent faktisk mener blogs kan bruges til rigtig rigtig meget. Og jo jo der er da både gode og dårlige blogs...men er det ikke bare som alt andet? Man skiller skidt fra kanel.

Da jeg startede med at blogge, var det for interessens skyld og fordi jeg var blevet undervist om blogs ude på studeiet. At se, hvordan det egentlig ville være. Om jeg vill få noget ud af det, om det lynhurtigt vil udvikle sig til et dødt projekt? Jeg havde nok regnet med at jeg hurtigt ville miste interessen, men nu sidder jeg her ca. 3 år efter og er egentlig stadig ret glad for at blogge og for at læse diverse blogs. Og hvorfor så det? Jeg vil prøve at redegøre for, hvad jeg finder så interessant ved blogs, det er jo ikke sikkert at alle er enige. Men heldigvis for mig, så er denne blog jo mit uformelle forum, hvor jeg kan skrive lige præcis hvad jeg mener.

For det første kan jeg godt lide tanken om at der på mange måder ikke er tvivl om hvem jeg er for dem som kender mig (mit navn + google, og så dukker denne frem), men samtidig er jeg helt anonym for de mennesker som læser bloggen og ikke ved hvem jeg er, udover selvfølgelig at være Frøken Roesen - en frøken med meninger -. Fordi venner og familie læser med på bloggen og fordi jeg ikke vil blotte alt fra mit liv vælger jeg ikke at skrive om de helt helt private ting der sker i mit liv...måske laver jeg hentydninger til dem, så folk kender mig privat ved hvad jeg skriver om. Men generelt har jeg ikke lyst til at afsløre de ting som virkelig hører til mit helt private jeg. Dermed ikke sagt at jeg ikke respektere dem som gør det. For vælger man at lægge alle kort på bordet og er afklaret om det, så bliver det også tit god læsning.

Derudover så er jeg begyndt at se min blog som en skildring af mit liv. Den giver jo egentlig et ret godt billede af, hvad der sket i mit liv, hvad der er sket og også nogen gange hvad der vil ske. Hvad der har optaget mig, hvor jeg har været henne på eventyr, hvilke koncerter jeg har været til etc. På den måde er den en dagbog, som passer lige til mig. Jeg har mange år, med pauser mellem, skrevet dagbog. Men det er jeg faktisk stoppet med efter jeg begyndte at blogge. I mine gamle dagbøger skrev jeg tit om de der helt personlige ting jeg ikke skriver om her...og når jeg så nogen gange læste det igen, blev jeg sådan lidt irriteret. For mig bliver en fysisk dagbog tit lidt ynkelig og ligegyldig...for i det store hele tæller det ikke for mig, hvem jeg var forelsket i en kort overgang i mit liv, men mere hvad der rykkede og ikke rykkede for mig. Og i og med det foregår via en computer, kan jeg også skrive meget længere indlæg (hvilket dette vist tegner til at blive)!

For det tredje så ser jeg blogs som rar ufomel måde at tilkendegive sine meninger om hvad der sker nationalt og internationalt på. Jeg har flere gange oplevet at et blogindlæg har givet anledning til diskussion...og det er jo kun sundt.

Desuden er blogs en vigtig resource i kampen mod undertrykkende dikatature. Kina er et godt eksempel, her findes flere systemkritiske bloggere, som klarlægger og kritisere det censurdiktatur de lever i, og som får deres holdninger ud til den almene befolkning i Kina. Senest er set et eksempel med en kinesisk systemkritisk blogger som blev stukket ned i Beijing .

Jeg tror mange blogmodstandere synes at blogs er latterligt, ligegyldigt og narcissistisk. Men efter min mening er det ét fedt om man f.eks blogger eller har en profil på Myspace/Facebook, hvor man lægger billeder ud af sine drukture, skriver meget personlige statuser og afsløre fødselsdag, kæresteforhold etc.

For mig at se findes der utrolig mange sjove, spændende, lærerige, underholdende osv osv blogs derude. Blogs som for mig beriger min hverdag på den ene eller den anden måde. Her er en håndfuld af dem:

Zeitgeist, Sjescia, Milla, La Beet, Kosmopolit, Gala Darling, Eeze, Cirkusprinsessen, Antihelten og Belle Blues

Enjoy!

om oprydningszen

2009-02-18T14:01:00.002+01:00

Det er rigtig nok...man bliver sådan lidt mere zen og lidt mere glad når ens lejlighed er godt og grundig ren. Ikke bare lige på denne der overfladiske måde man tit kommer til at bruge når der er lidt for meget at se til.
Nu har jeg tiden, så derfor har jeg brugt de sidste par dage på at byde foråret velkommen ved at tage på forskud på forårsrengøringen.
Og ikke nok med at lejligheden er sådan dejlig ren og der ikke ligger alle mulige ting og flyder...så slapper jeg også meget mere af. Måske jeg skal til at praktisere grundig rengøring lidt oftere?

Og apropos zen og afslapning...så havde jeg vist det man kan kalde en ren zendag i går...først 1½ times massage og så første omgang tai chi i denne sæson. Og jeg skal da lige love for der er forskel på at være i "1." og "2." tai chiklasse. Der blev gået til den...men det er lige sådan jeg synes om det. For der er ikke noget bedre end to timers benhård fysisk og mental træning!

lalalalalala...SU...lalalala

2009-02-16T12:30:00.002+01:00

Ja, selvom er færdiguddannet kan jeg jo godt have en mening om det der forslag med de fire års SU. Jeg synes det stinker og er endnu et bevis på at for hver gang vores "kære" (læs = stor fed tyk ironi) regering nævner ordet velfærdssamfund, så forsvinder noget af velfærden...der er sådan lidt bad karma magi over det.

Nå, men det der irriterer mig rigtig rigtig meget er en Ritzausnotits hos Berlingeren i dag med overskriften: "Studerende har aldrig fået flere penge end nu". Her bliver redegjort for at i 2000 var SU'en på 3907 kr, mens den her i 2009 lyder på 5177, det vil altså sige en stigning på 32%, mens leveomkostningerne i samme periode kun er steget med 18%. Jeg føler lidt at der mellem linjerne i denne notits står "tag jer sammen skide forkælede møgunger, i har det jo pissegodt". Ja ok, men hvad notitsen glemmer er for det første, at de beløb de nævner er FØR skat. Jeg vil sgu godt se en notitsskrivende ritzausansat leve 4500 om måneden, når en kollegiehusleje tit er på omkring 3000-35000 og lejelejligheder er dyrere. Det kan da godt være de studerende får flere penge end aldrig før, men når de penge er så små, at det stort set er umuligt at leve for beløbet, også selvom det er steget 32%, så kan det hele jo være skide ligemeget. Et meget godt eksempel er en underviser jeg havde på tredje semester ( i et fag ud af fem), som ville have vi skulle købe bøger for 2700 kroner...jeps 2700. Da vi spurgte hvilke bøger der var vigtigst, fordi ingen med en indtægt på 4500 kroner kan bruge så mange penge på eet fag, sagde hun at selvfølgelig var alle vigtige og selvfølgelig skulle vi anskaffe alle bøgerne...
Og hvis de så kun må få SU i 4 år og max arbejde 15 timer om ugen...jamen det er da en genial måde fra regeringens side at skaffe en masse studerende som enten 1. dropper ud af studiet, fordi det rent økonomisk overhovedet ikke kan betale sig, 2. stifter en kæmpe stor gæld, som vil forfølge dem resten af livet. Altså mange studier er jo nærmest kendt for at ingen klarer dem på normeret tid og 3. at en masse unge mennesker, hvis forældre ikke økonomisk kan hjælpe dem vælger en videregående uddannelse fra, fordi de simpelthen ikke økonomisk vil kunne klarer det.
Var der nogen der sagde velfærd? Altså hvis vi snakker velfærd som at vi skal til at betale for uddannelse, læge etc. Velfærd som i at flere og flere offentlige institutioner bliver privatiserede reklamesøjler og velfærd som at skellet mellem rig og fattig bliver mere og mere markant. Jamen så vil jeg gerne sige tillykke til vores regering...for så klarer de det sgu meget godt.

Og ja ja...vi skal være glade for at vi overhovedet får penge for at gå i skole, for tænk på alle dem i andre lande, som ikke en gang kommer i skole hele deres liv. Ja dem tænker jeg også på...men lige i sådan en situation bliver vi jo nødt til at kigge på, hvordan lige præcis vores samfund er opbygget, og ikke hvordan hele verden er opbygget.

Lidt mere om musik.

2009-02-14T10:48:00.002+01:00

Ja det stopper altså ikke her, for igen i går var jeg til koncert. En på mange måder helt anderledes koncert. For det første foregik den i Privatteateret på Nyropsgade her i København, hvilket betød at publikum sad ned i komfortable sæder (vi fik os en balkon). Akustikken var fantastisk, en smuk blød lyd som på en måde, sammen med røgen (ikke fra cigaretter), fik det hele til at virke sådan lidt baragtigt...hvilket igen fik publikum til at snakke stille sammen (også under musikken), og lige i dette tilfælde var det egentlig ok.
Aftenens hovednavn var svenske Jenny Wilson, men inden hun gik på, spillede danske Ohland, som efter min mening er et nyt, anderledes og eget talentfuld skud på den danske musikstamme. Det er anden gang jeg hører hende live, og begge gange har været superfede. Der er noget eventyrligt over hendes optræden, især i går hvor scenen havde en god størrelse, med pufkjoler...glimmer...og små paraplyer. Musikken er elektronisk pop (kan vel kalde det), i går gjorde hun brug af to livemusikere og det fungerede til ug. Superfed og energisk koncert...først syntes jeg der manglede noget. Men det gik op for mig, at der ingenting manglede...det var blot det faktum at publikum sad ned og musikken egentlig er ret dansabel.

Og så kom Jenny på. Jeg har først lige opdaget hende i 2008, så jeg glæede mig selvfølgelig til at høre noget fra hendes gamle album Love and Youth, som er helt fantastisk. Men selvfølgelig også til at høre numre fra hendes nye album Hardships, som udkommer i slutningen af denne måned. Det viste sig hurtigt at hun i går kun ville spille numre fra det nye album. I ca. 5 sekunder var jeg skuffet...men det var der ingen grund til. For det nye album lyder simpelthen alt alt alt for fedt...og så er det jo en superunik mulighed at høre et album for første gang, live. Især når det er med et meget veloplagt og meget velspillende band. Jenny hendeselv var måske en anelse distræt, og skulle en gang imellem lige have en tone eller hjælp til at huske melodien i det næste nummer. Men det gjorde ingenting, for hun gjorde det med smil på læben...og stemningen var alligevel meget afslappet. Jeg glæder mig umådelig meget til at lytte Hardships igennem rigtig mange gange, og så høre Jenny og band live igen til april.
Koncerten er fem ud af seks stjerner værd.

Og når vi nu er ved musik. Det bliver jo et helt og aldeles fantstisk musikår. Og her tænker jeg f.eks ikke Roskilde festival. Det de indtil videre har offentliggjort er efter min mening ikke stort nok til at lægge ud med, og i den sidste omgang kendte jeg ikke et eneste af navnene. Jeg er rent faktisk en anelse skuffet. Men så er det jo godt at der kommer rigtig mange enkeltkoncerter, indtil videre...der skal nok komme flere, som bliver meget interessante. Hvis økonomi og tid tillader det, ser min 2009 koncertkalender indtil videre sådan her ud:

Februar:
Nneka på Rust

Marts:
Babylon circus på Loppen

April:
Chicks on speed på Loppen
Jenny Wilson på Vega
Veto på Vega

Maj:
Sia på Vega

August:
Arctic Monkeys, Band of Horses mf. på Beat Day

Hmmm...der bliver noget at se til. Hvad skal i høre i 2009?

om at sige nej og om ikke at være enig...

2009-02-12T18:50:00.002+01:00

vi starter med det sidste først. I tråd med gårsdagens "anmeldelse" af Kings of Leon-koncerten, sådan som JEG oplevede den, ja så har jeg jo selvfølgelig læst anmeldelserne hos nogle af musik- og dagbladende (Gaffa, Soundvenue og Ibyen). Alle steder får koncerten fire stjerner ud af seks mulige. Alle andmeldere påpeger at bandet ikke var superoplagt bla bla bla...og der ser jeg anderledes på det. For mig er en koncert selvfølgelig først og fremmest et band/solists musik man kommer for at nyde, men det er ligeså meget interaktionen mellem band/solist og publikum som gør en koncert til god/dejlig/fantastisk/fænomenal. Et band kan være nok så oplagt, men hvis publikum bare står og står...så kan det sgu være ligemeget.
Nå, men egentlig er det heller ikke derfor jeg valgte overskriften, det ville jo være kedeligt hvis alle var enige. Nej det jeg synes er noget værre pis for at skrive det lige ud, det er når en koncertanmeldere begynder at kommentere på de optrædendes tøj som f.eks Politikens anmelder har gjort det:

"...Nu står de midt i 20’erne med et hærgende spor af stoffer, druk, modeller, interne slagsmål og fire solide rockalbums bag sig. Og hvad er så mere naturligt end at gå på scenen i blå jeans, hvid T-shirt og sort læderjakke. Det er altså ikke herfra, fornyelsens stenskred i rockmusik skal komme."

Ja undskyld mig, men hvad fanden har blå jeans, hvid t-shirt og læderjakke at gøre med hvordan bandet spiller og de skal fornye rockMUSIKKEN. For altså mig bekendt, så ændrer det jo ikke på noget musikalsk talent/nogen musikalsk nyskabelse om du har en gul, hvid eller blå t-shirt på. Hvad nu, hvis forsangeren kan lide at gå i hvide t-shirts. Hvis man ikke har noget konstruktivt at sige eller skrive...så skulle man måske i stedet for at lukke ligegyldigheder ud, som forringer kvaliteten af det ellers ok fornuftige nedskrevne, bare stoppe mens legen er god.
Ja ja...mavesur bliver jeg jo nok altid ved med at være...bare en lille smule.

Nå og så til det andet...altså det der med at sige nej. Ikke nej som i grænsenej(jo lidt måske...det er definitionsspørgsmål), men som i nej tak til et job i disse krisetider.
Det spørgsmål/den problematik er jeg blevet nødt til at forholde mig til eftersom jeg rent faktisk er blevet kaldt til jobsamtale. Jeg gik og tænkte og tænkte...har jo massere af tid. For selvfølgelig går jeg ind til min jobsamtale med åbne arme og åbent sind. Men hvad nu, hvis kemien ikke er der (for mit vedkommende) og jeg alligevel bliver tilbudt jobbet? Kan jeg så sige nej?

Først sagde jeg hele tiden(nærmest mit nye motto), "nåh ja, men bedre at have job end at være arbejdsløs." Og det er jo i og for sig også ganske sandt, men alt er jo relativt siger de kloge. Men hvor meget skal man gå på kompromis med sig selv som menneske, når man skal have et nyt job? Og så især i disse krisetider, hvor jobsne så absolut overhovedet ikke hænger på de visne og indtørede jobtræer. I en tid, hvor man står der mellem ung og voksen, i en tid hvor det økonomiske ansvar stiger op på ens skuldre og solidt planter sig. Jeg tænkte at jeg selvfølgelig ville tage det første og det bedste, men så begyndte jeg at spekulere. Først fordi det hele tiden er et emne som bliver taget op i min omgangskreds (og nok især i min familie, som jeg har set en del til på det sidste), men også fordi jeg læste dette alt for fede blogindlæg (note: for øvrigt en superfed følgeværdig blog). Indlægget nailede bare så mange af de ting som jeg går og tumler med. Og da jeg så i går havde været til et meget inspirerende og motiverende jobseminar i går, var jeg sikker i min sag.
"Bare" fordi vi lever i krisetider, hvor økonomi og jobs på mange måder er en luksusvarer og du hurtigt kan løbe ind i frustrationsmuren med 120 km/t, så skal man ikke sige ja bare for at sige ja. Man skal også kunne se sig selv i spejlet om morgenen og bare have en lille gnist af lyst til at gå på arbejde. Men hvor er det svært at nå frem til den konklusion når de fleste omkring en forventer at man siger ja lige meget hvad.

Jeg er superspændt på i morgen og håber af hele mit hjerte at jeg bare tænker yihaaa til den samtale. Men samtidig er jeg også helt rolig, for jeg ved at det er ikke kun dem som skal vælge mig. Det er faktisk også mig, trods krisetider og forventningspres, som skal vælge dem!

Om de gode gamle dage og nu.

2009-02-11T23:44:00.003+01:00

Jeg var her til aften henført til min teenagetid. Det hele startede i køen foran KB-hallen, hvor jeg flere gange i mine teenageår stod i kø til endnu en koncert. Da vi kom ind i hallen, som var fyldt med forventningsfulde mennesker...da lyset slukkede og opvarmningsbandet gik på og klapsalverne lød som en hel eksplosion.
Jeg skriver selvfølgelig om koncerten med Kings of Leon her til aften. Den første klapsalveeksplosion var intet mod den næste, som kom ca. omkring kl. 21, da aftenens hovednavn gik på. Det var for fedt, fantastisk...det var rock. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til sådan en rigtig rockkoncert med et af de store navne. Jeg havde set frem til koncerten, håbet at drengene i Kings of Leon ville være ligeså gode live, som når jeg hører dem herhjemme eller på ipoden. Og det var de, så absolut 100% superfede og gennemførte med deres dårlige frisure, læderjakker, selvfede coolness og spidse støvler. Og så kunne de spille musik. Og de spillede det ene fede nummer efter det andet - nu kan jeg også godt lide samtlige albums...så er svær at skuffe - og jeg fik mine ønsker opfyldt (Sex on fire og Knocked up). Forsangeren kunne synge og bandet fungerede sammen.

Men det som virkelig giver det sidste kick til en koncert er publikum. Publikum var dedikerede, jubelbrølende kom ved alle numre, selvfølgelig højere ved hitsne, men de var der. Folk dansede, folk hoppede, folk levede sig ind i musikken på den måde som for mig til at nyde det hele lidt mere. Jeg kan ikke andet end gentage mig selv, det var rock...rock på den alt for fede måde.

Eneste forskel var, at for 10 år siden ville jeg have stået oppe foran og været en del af den store dansende masse. Her til aften sad jeg opslugt af musikken på en tribunerne i siden.

Om at dobbelttjekke...

2009-02-10T19:27:00.002+01:00

det var lige præcis hvad jeg skulle have gjort her til aften. Frisk og frejdig iførte jeg mig mit tai chi-tøj med regntøj udover og begav mig ud i det noget så ubehagelige vejr i godt humør med udsigten til to timers træning. Men ak, lyset var slukket og porten åbnede ikke da jeg nåede frem. Lige pludselig kom jeg i tanke om, at det vist da nok er i denne uge skolerne holder deres vinterferie, hmmm...
Og da jeg indskrev alle træningsdatoerne i min kalender var jeg desværre stadig lidt jetlagsrundtpågulvet og fik derfor ikke memoreret de to eller tre datoer der ikke var træning. Og det der med lige at tjekke kalender eller hjemmeside strejfede ikke engang mine tanker.

Men jeg fik da lidt motion, og kan så i stedet bruge aftenen i selskab med femikrimi og en kop kaffe...det er jo heller ikke af kimse af.

Dagens energibooster

2009-02-09T19:56:00.004+01:00

Efter en hård og udmattende dag, hvor bøger skulle byttes til nye og et gavekort skulle bruges så har man altså brug for lidt lækkert. Og hvad er bedre end en smoothie bestående af friske frugter?

om når rigtig mange ting sker på kun een uge...

2009-02-03T21:00:00.002+01:00

Jeg er lidt, bare lidt rundt på gulvet. Sidste mandag nød jeg den sidste da i solen, den sidste dag hvor jeg ingenting selv skulle betale, den sidste feriedag og sidst men ikke mindst den sidste dag i min fars selskab i lang lang tid (minimum et år). For en uge siden i dag kom jeg hjem, og siden da er det lidt som om mit liv ikke har lavet andet end være meget nyt og anderledes. Nu sidder jeg her en anelse rundtosset efter min ihærdige prøven på at følge med i mit liv.

Nogen vil nok mene at forandringerne ikke er så voldsomt store...men når de allesammen kommer inden for en uge (hvor jetlaggen først rigtig fortog sig i søndags), så virker det nu alligevel bare lidt vildt. Som sagt kom jeg hjem fra 3½ uges så absolut oplevelses- og afslapningsferie i tirsdags, den første sådan rigtige ferie i næsten to år og samtidig også en ferie hvor jeg så min far for første gang i 2½ år. Jeg nåede næsten kun lige at lande før end jeg torsdag fik min endelige karakter...det føromblærede 12-tal. Et tal der jo selvfølgelig skulle fejres om fredagen, først med den oficielle dimmision og dernæst med fest og champagne. Alt dette blev aflyst af en årsdag, som fandt sted i dag, men som både blev fejret søndag, i går og i dag. Og som om det ikke var nok, så blev jeg indkaldt til den første jobsamtale i dag(om 1½ uge), efter afslag på afslag og en mere og mere pessimistisk vision om arbejdsløshed og fire ligegyldige jobansøgninger om ugen i denne ansættelsesstopsfinanskrisetid. Mit i alt dette blussede en, lad os kalde det, gammel konflikt op...men tror nu den lagde sig ret hurtigt ned igen, takket ekstern konsekvent konfliktløsning.

Men nu ser det altså ud som om jeg alligevel fangede nogen interesse, et sted i Nordsjælland, så lad os da lige krydse fingre for at de finder mig som person interessant nok til at ansætte. I mellemtiden kommer mine dage til at gå med jobansøgningsskrivning...

Ja...det var så mit liv den sidste uge, ret actionpacked synes jeg selv, taget i betragtning af at de sidste seks måneder af mit liv har været ret studineprægede...studier, arbejde, venner, øl, studier etc.

Om at genopdage musik

2009-02-02T14:20:00.002+01:00

Endelig skete det...eller det har vel været sket nogle måneder nu...jeg har genopdaget den koloenorm dejlige glæde som musik giver. Af en eller anden grund(eller flere tror jeg egentlig - som vi ikke her kommer ind på) har den været fraværende i mit liv de sidste par år.

Ret sørgeligt egentlig, taget i betragtning af, hvor højt jeg altid har elsket musik. Allerede som helt lille "komponerede" jeg min egne melodier med tekster til på klaveret, senere spillede jeg både violin og klaver og sidst men ikke mindst har jeg været til et utal af koncerter, min del af Roskilde festivaler samt været med til at drive et frivilligt spillested. Da jeg var teenager var der altid lige en eller anden koncert jeg skulle til(hvor fik jeg de penge fra...jeg forstår det ikke???).

Men så lige pludselig forsvandt glæden ved musikken som dug for solen...jo bevares jeg hørte da lidt en gang imellem, men blev ret hurtigt irriteret og gad ikke høre det. Og det var ikke fordi det var den forkerte genre, næhh nej computeren har til alle tider været fyldt op med diverse forskellig genrer. Glæden var bare pist væk...i starten var jeg frustreret og ked, men til sidst accepterede jeg bare, at sådan må det jo så være. Ja ja ok man kan måske heller ikke leve et musikgladt live hele livet...og så min tid for musikuglæde åbenbart kommet.

Heldigvis forholdte verden sig ikke sådan, stille og roligt begyndte lyttelysten at komme snigende. Og lige pludselig havde jeg et fuldstændig afsindigt behov for både at høre al min musik på computeren, men også at høre ny musik (altså ny for mig)...jeg punkede venner og bekendte for anbefalinger. Hvilket da også er resulteret i nogle af de bands jeg lige pt. skamhøre og skal til koncert med henover de næste måneder.

Men mest af alt nyder jeg bare at jeg igen har lyst til at høre musik når jeg sidder og stener med computeren (så længe jeg ikke blogger, skriver jobansøgninger og opgaver...så bliver jeg ukoncentreret), rydder op, vasker op og i det hele taget når jeg bare tuller rundt herhjemme. Jeg nyder at jeg igen lytter uden at blive ukoncentreret og irriteret. At jeg igen lytter og bliver i godt humør og at jeg igen har en kæmpe lyst til at udforske den kæmpe jungle af for mig uopdaget musik der gemmer sig derude.

Nogen der har forslag til musik/kunstnere man bare ikke kan leve uden? Jeg er åben for alt.

om det at blære sig

2009-01-29T21:09:00.002+01:00

Det er ved gud ikke noget jeg gør så tit...og da ikke på denne blog. Men i dag bliver jeg simpelthen nødt til det.
Efter næsten en måneds ventetid kom karakteren endelig dag. Karakteren, som skulle fortælle hvor god/dårlig vores afsluttende projekt var. Forventningerne var skruet en anelse i vejret efter den sidste vejledning, hvor rosen ingen ende ville tage...men men men. Jeg havde måske en lille bitte bitte smule i mit stille sind håbet på det tal vi fik, men ikke på nogen regnet med at få 12 som vi fik. Jeps 12...det føles så helt og aldeles surrealistisk. Jeg har højest fået et 10-tal til en eksamen hele mit liv, men aldrig den højest mulige karakter. Og nu er det sket, og så ovenikøbet til den opgave som er allervigtigst. Den opgave, hvor vi var ude i den "virkelige" verden og bevise vi kunne bruge det vi har lært til noget.

Lige pludselig bliver det lidt mere højtidligt at skulle til dimmision i morgen.

Bangkok

2009-01-27T22:33:00.002+01:00

Ferien blev sluttet af i Bangkok/Krung Thep. Nedenstående er fra Grand Palace.

Udsigt fra hotelværelset - myldretidstrafik i chinatown.

Lotusblomst i Muang Boran, en form for frilandsmuseum lidt udenfor Bangkok - det gav et tiltrængt hvil fra mennesker, biler, tuk tuk'er og forurening.

Lumphiniparken mit i Bangkoks kæmpe trafikjungle.

Kinesisk nytår i Chinatown...en kæmpe(stressende) oplevelse. Bydelen var pakket med mennesker, og det var svært at komme nogen vegne. Men vi fik da glimt af både Bangkoks borgmester, den nyligt udnævnte premiereminister (se her og her) samt en af prinsesserne.

Togtur Surin - Bangkok

2009-01-27T22:22:00.001+01:00

Da toget endelig kom to timer forsinket...var turen nu egentlig ganske smuk.

Isan liv

2009-01-27T22:04:00.002+01:00

Det lokale marked i Surin, hvor alle madvarer blev købt ind.

Solopgang over Mukdahan, provinsby helt ovre øst ved Mekongfloden.

Mekongfloden, Laos skimtes i baggrunden.

Fitnesspark i Ubon...der var så fint med lanterner.

Sidst, men ikke mindst jordvejen ned til en landsby, hvor en bekendt til min far bor.

mere om ruiner

2009-01-27T21:41:00.002+01:00

På turen til Nordøst Thailand havde jeg en hel dag i Ruinernes tegn. Vi tog en tur til Phanom Rung. Et fantastisk tempel/ruin kompleks på toppen af en udslukt vulkan...jeg synes egentlig billedet taler for sig selv.

Billetten til Phanom Rung gav også adgang til et andet nærtliggende ruinkompleks...ikke den samme eventyragtige stemning som ved Phanom Rung, men smukt var der.

Om Surin og omegn

2009-01-27T21:09:00.006+01:00

Ja jeg har jo været en anelse fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Grunden hertil findes i en rejse til det fjerne østen nærmere betegnet Thailand...og helt specifikt Isan-området, byen Surin - en stille og roligt provinsby, hvor køerne går rundt lige uden for porten.

Hvor der findes templer med 1.080 klokker...

og meget meget store Buddhaer.

Ruiner...som denne i byen Sikhor...

samt en elefantlandsby med smukke elefanter som denne. Området er også kendt for dets silkelandsbyer, en spændende oplevelse.

Blomst i blomst

2009-01-01T15:06:00.003+01:00

Den smukkeste solopgang

2009-01-01T11:27:00.003+01:00

var lillejuleaften og jeg oplevede den fra femte sal på vesterbro...har bare først tømt kameraet nu.

om det definitive

2008-12-29T17:05:00.002+01:00

Der er vel altid noget definitivt over nytår...et gammelt år slutter og et nyt starter. Men i år synes jeg der er meget definitivt over afslutningen af 2008.
Opgaven har været færdig i en uges tid nu...det var en lettelse. Men hermed er min studietid også slut. Den sidste studieopgave er skrevet (vi har nemlig fået af vide vi nok skal bestå) og det næste studierelaterede der sker er et håndtryk og et eksamensbevis, som viser jeg hermed er færdiguddannet bibliotekar. Og så har lige pludselig det der mærkat...jeg er noget, jeg er ikke længere bare på vej til noget.
At året slutter, opgaven er færdig og den nye titel venter, betyder også et farvel til min arbejdsplads gennem næsten 1½ år. Det rent arbejdsmæssige kommer jeg nok ikke til at savne, men det sociale og især studenterteamet vil være savnet (men mon ikke jeg ser dem igen)...så det er da nok med lidt vemod jeg har sidste arbejdsdag i morgen.

Dermed starter et nyt liv som jobsøgende også - eller egentlig har jeg taget forskud på den sidste måneds tid, hvilket har resulteret i afslag. Så i skrivende stund, sendes en jobansøgning fra mailen afsted ud i cyberspace. Nogle stykker er skrevet henover julen, og nogle stykker skal skrives inden nytår. Jeg kan desværre ikke tillade mig at være voldsomt kræsen...for som før blogget kradser krisen for en nyuddannet...og så har jeg jo ikke den erfaring mange arbejdspladser efterlyser...men mon ikke der skal være et sted, som vil sætte pris på min person.

Nåh ja og så runder jeg jo også det kvarte århundrede...indtil nu har det ikke betydet så meget i mit sind...men lige pludselig bliver de 25 meget definitive. Tror nu nok det bare er lige mens det står på...for i bund og grund føler jeg mig ikke ældre end for et år siden.

Inden det meste af det her sker, skyder jeg dog det nye år ind med lidt velfortjent ferie...altså sådan rigtig ferie. Hvorhen skriver jeg ikke...men mon ikke sløret bliver løftet før eller siden.

Godt nytår.

Til René

2008-12-21T16:59:00.003+01:00

Den var intet mindre end perfekt...jeg tror du ville have været lykkelig, hvis du havde haft den i dine hænder:)

Året der gik 2008

2008-12-19T23:53:00.004+01:00

Tja, nu bliver det altså en tradition...har endnu en gang brugt Millas åretdergikskabelon:

Årets begivenhed i dag: At den opgave, som skal gør mig til bibliotekar stort set er færdig...den mangler korrekturlæsning og kommaretning.

Årets bedste bog: Så helt og aldeles afgjort Audrey Niffeneggers "Den tidsrejsendes kvinde". Den smukkeste kærlighedshistorie jeg til dato har læst.

Årets bedste koncert: Stevie Wonder...intet mindre en fuldstændig fantastisk.

Årets bedste film: Helt klart "The Dark Knight" og Australia (ikke umuligt jeg når at se den anden gang i år).

Årets bedste tv-program: Desperate Housewives, Lost, Prison Break, Gossip Girl og Sommer.

Årets bedste album: Kings of Leon "Only by the night", Jenny Wilsons Love and youth og begge Vetos (ja ja, ikke allesamen er rent faktisk fra i år).

Årets bedste sang: Tror ikke lige der er en bestemt.

Årets mest blærede: At få billet til Stevie Wonder = at få mit allerhøjeste ønske opfyldt...hvor stor er chancen lige for at det nogensinde sker?

Årets bedste fest: Tja efter at året startede med fire ubehagelig hårde måneder...så synes jeg faktisk der har været mange mindeværdige fester i løbet af 2008.

Årets bedste tøj: Min gamle udslidte hættetrøje.

Årets mirakel: At starte til tai chi og finde den indre harmoni...det er for vildt!

Årets udfordring: At miste en stor del af mit liv og finde ud af at jeg faktisk har det meget bedre nu end før (har aldrig haft det så godt som nu:)). At bo alene for første gang i mit liv, permanent. At starte på sidste del af studiet og at skulle tænke over det skide kolesteroltal.

Årets jubii: At indse jeg er en selvstændig person, at få ros for at være den jeg er...og at have så meget overskud at jeg kan dele ud af det.

Årets mest stressende: At gå fra den trygge studentertilværelse til at være jobsøgende under en skide finanskrise som indeholder nøgleord som ansættelsesstop og massefyringer - hurra for at tilhøre en af de små årgange, som vil vælte sig i jobs når de er færdiguddannede...eller (mavesur er ikke noget jeg stopper med at være).

Årets skuffelse: Uhhh der var en hel del i starten af året, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på.

Årets mest belastende: Hmmm

Årets største begivenhed i kongehuset: Bum bum...hvad ved jeg? Bryllup...var det i år at prins j fik sin prinsesse m?

Btw

2008-12-15T21:59:00.002+01:00

sig hej til min nyeste udvidelse af Frøken Roesens sneakers...har sukket efter dem i et år.

Om lidt af hvert.

2008-12-15T18:05:00.002+01:00

Åhhh som altid er der mange ting jeg har en mening om...sååååååååååå!
Sjovt at vores politikere er så pisseivrige for at få studerende hurtigst muligt igennem studiet, ved for eksempel at begrænse dem(stud'erne) i at arbejde for mange timer om ugen ved siden af studiet...men, men, men læste denne artikel i Politiken. Det er næsten så fuldstændig gak at det er sjovt. Altså vi sidder med en regering som begrænser os studerende i, hvor meget vi kan arbejde ved siden af studiet, samtidig med at de fleste ministerie studiejobs ligger på mellem 15-20 timer ugentligt...hvilket jeg godt selv har lagt mærke til når jeg har set jobopslag på skolen. Det sjove er at som reglerne er lige nu, kan man som studerende ansat af staten ikke arbejde 20 timer om ugen uden at blive bummet af staten i sidste ende...og skulle betale SU tilbage. Og ind fra sidelinjen kommer så vore kære Helge Sanders fantastisk (studpide) udtalelser om at han ikke vil begrænse studerende i, hvor meget de arbejder...samtidig med at det jo lige præcis er det han gør, ved at sætte et loft, hvor meget man må tjene ved siden af SU'en. Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå politik.

Og mens vi er ved noget jeg ikke forstår...samfundets normer omkring, hvordan kvinder bør opfører sig. Jeg har aldrig været en pige-pige, men heller ikke rigtig en drengepige. Bare en pige som godt kunne lide lidt gang i gaden og ikke gade og sidde i sin kjole og blafrer med øjenvipperne og småfnise hver gang drengene sagde noget.
Og jo jeg kan sagtens blive rød i hovedet og fnise tøseagtigt, men det er ikke noget jeg ligefrem praktisere. Faktisk har jeg på grund af min måde at håndtere min kvindelighed på, flere gange oplevet det meget lettere både at kommunikere med kvinder/piger og mænd/drenge.
Det der irriterer mig er alle dem som gennem mit liv har haft så travlt med at fokuserer på min måde at håndtere min kvindelighed på, at de nærmest helt har glemt at sætte pris på, hvem jeg faktisk er. Havde jeg ikke været modstandsdygtig i folkeskolen, var jeg jo blevet en levende sminkedukke. Alt dette styrkede jo bare min bevidsthed om at det jeg gør er noget jeg skal sætte pris på og ikke lade mig styre af en norm, som jeg i bund og grund ser som kvindeundertrykkende...til tider...og hvor kvinderne selv er med til at bibeholde denne norm. Når det så er sagt er det jo altid om man vil det eller ej, svært at falde bare lidt udenfor en norm...og selvfølgelig har jeg da også nogen gange forbandet at jeg ikke lige var som de andre piger. Men nu sætter jeg pris på det...og nu, hvor folk slapper af og lader mig være mig...er jeg faktisk også begyndt at have det godt med at gå i kjole en gang imellem(selvfølgelig kjoler der passer til mig). Men stilletter kommer jeg aldrig aldrig til at gå i.

Og for så lige at afslutte med noget helt andet, og alligevel ikke...tre piger med forbandet meget smæk på: Santogold, Nneka og Leela James. Enjoy!!!

Om at være total distræt

2008-12-09T22:14:00.002+01:00

Jeg kan altid se jeg er distræt, når ord begynder at mangle i de sætninger jeg skriver...nu mangler der sikkert ikke nogen i denne post fordi jeg sidder og er koncentreret.
Men i projektrapporten...hold da magle, det er vist meget godt jeg læser det jeg skriver grundigt igennem inden jeg sender det til de andre!

Om det der med aldrig at blive for gammel til en Disney film.

2008-12-03T19:01:00.002+01:00

Jeg har lige set Ratatouille. Og da jeg var færdig slog det mig at jeg vist aldrig bliver for gammel til Disney film. Da jeg var lille havde jeg rigtig mange af dem. Løvernes konge, Skønheden & Udyret og Peter Pan var nogle af mine favoritter. Uhhh og Aladdin. Jeg kunne se dem igen og igen, synge med på sangene og jeg levede mig virkelig ind i handlingen.
Og nu da jeg så så Ratarouille gik det op for mig at sådan er det stadig. Jeg ville sagtens kunne se den igen og jeg levede mig ind i den (synge kunne jeg ikke, der er ingen sange). Jeg lå ivrigt og fulgte lille Remy's kokkerier og problemer...kom med udbrud når tingene gik vildt for sig og smilede glad da filmen endte godt.
Og det er jo netop det der er fantisk ved Disneyfilm. De har en helt, de har en skurk...det hele går godt, det hele går skidt og det hele går godt igen. Det er jo helt genialt når man bare gerne vil se en hyggelig film udenfor for mange dikkedare og ting at forholde sig til.

Om hue- vs. pandebånds-dillemaet

2008-12-01T18:32:00.002+01:00

Det er koldt, influenza og forkølelse gør sit indtog i det ganske danske land...og er man Frøken Roesen er det også sæson for muligheden for mellemøresbetændelse. Derfor anskaffede jeg mig sidste år et superlækkert og praktisk pandebånd. I år fik jeg så en trang til også at være hueejer...men men men, det er altså et dilemma. For der er både gode og (måske mest) dårlige sider ved huer og pandebånd.

Pandebånd: de varmer, mit er vindtæt og sidder ordentlig til hovedet. Når det så er sagt så ligner jeg jo en irriterende sporty/wildlife 80'er chick når jeg har det på...hvilket nok mest skyldes mit altid voldsomt krøllede hår, som i disse dage er så kort det ikke kan sættes op.

Hue: varmer, varmer hele hovedet, har en pæn farve, får mig ikke til at ligne noget fra firserne, men ødelægger totalt min frisure...og hvis der er noget som er være en glat hattehår, så er det altså krøllet(eller semikrølleuglet efter hue) huehår.

Så dillemaet...vil jeg helst have pæn frisure og ligne en lidt for sporty 80'er chick eller vil jeg have en uglet frisure(mere end normalt), men se sød og pæn ud? Indtil videre har jeg valgt den dårlige frisure. Det er lidt som at vælge mellem pest eller kolera når man både går op i hår og IKKE at ligne noget fra 80'erne!

P.S: For første gang i flere år har jeg faktisk købt et stykke overtøj, som ikke kun er praktisk, men også yderst pæn og feminin...den kan dog ikke klare monsunregn:)

Om Søren Krarup igen

2008-11-26T10:54:00.002+01:00

I forbindelse med mit tidligere indlæg om Søren Krarups fuldstændige ude i hegnets holdning til genindførelse af revselsesretten for forældre, er her en live spørgsmålssession med manden. Altså man forledes jo til at tro det hele er en stor practical joke...jeg tror desværre bare ikke tingene forholder sig sådan!

Om bøger man bør læse.

2008-11-20T19:34:00.004+01:00

Se se jeg er pt. i gang med Johannes V. Jensens Kongens fald. Mest er jeg i gang med den, fordi den nok er en af de bøger jeg føler man bare bør læse på et tidspunkt i sit liv. Og sådan nogle bøger er der nogle stykker af. Men hvad er det der gør at man bør læse dem. Er det det fantastiske sprog de er skrevet i? Handlingen? Fordi man bare skal, eller hvad er det?
Hvis jeg laver en lynhurtig brainstorm kan jeg komme i tanke om fem bøger, som vel på et eller andet tidspunkt er must-reads:

George Orwell: 1984
Aldous Huxley: Fagre nye verden
J.D. Sallinger: Forbandede ungdom
Johannes V. Jensen: Kongens fald
Karen Blixen: Den afrikanske farm

Og så er der vel 1 million millard flere. Og her har jeg brug for jer læsere af denne blog(jeg kan se der er nogle stykker efterhånden, men som sjældent giver sig til kende). Hvilke bøger mener i sådan rent klassikermæssigt(er det vel) man skal læse. Nævn fem. Og hvilke bøger mener i helt personligt man virkelig burde læse? Nævn fem. Kom gerne med begrundelser for jeres egen valgte (klassikerne taler for sig selv, synes jeg...måske). Brainstorm, lad vær at tænke for længe over det.
De fem bøger der indtil videre har berørt mig mest(jeg kunne komme med tusinder af titler, men skal jo holde mig til "reglen") er:

Audrey Niffenegger: Den tidsrejsendes kvinde (fordi det til dato er den smukkeste kærlighedshistorie jeg nogensinde har læst).
Siri Hustvedt: The sorrows of an american(fordi den bare rørte noget i mig...hvilket alle hendes romaner har gjort).
Haruki Murakami: Norwegian Wood(smuk og meget japansk. Minder på mange måder om Austers Moon palace)
Banana Yoshimoto: Kitchen (endnu en japaner. Meget smuk historie, med en helt speciel ro over sig).
Thorkild Hansen: Det lykkelige arabien (historie, fiktion, eventyr og humor i en. Den tryllebandt mig)

Hmmm ja, som sagt jeg kunne nævne mange mange bøger endnu. Men kom så jer derude. Hvilken fem bøger ville i virkelig anbefale, hvis i fik muligheden? Og hvilke fem bøger mener i er must-reads?
Ordet er jeres!

Jul i Tivoli

2008-11-16T18:57:00.004+01:00

Er netop hjemvendt, efter en superfed oplevelse. Hip hop versionen af Nøddeknækkeren i Tivolis koncertsal. For det første var første gang jeg var i koncertsalen, og hold da op den er flot. Pladserne var perfekte(og gratis) og stykket var helt fantastisk. Det var så dybt facinerende at se på. Jeg har aldrig før set Nøddeknækkeren, så jeg har ikke noget at holde det op mod...men jeg tror ikke jeg vil kunne se en anden version, som ville facinere mig mere.
Og så er julepynten jo kommet til Tivoli. Nu er jeg ikke den store juler, og faktisk mener jeg at julepynt, er noget som hører sig december til og ikke et minut før. Men indrømmet...det var flot og hyggeligt, jeg kom helt i stemning. Og en stor nyfanget(sagde manden?) klejne hjalp bestemt på stemningen.

Om det der med at have travlt

2008-11-12T19:15:00.002+01:00

Se lige for tiden prøver jeg at skrive opgave, dyrke tai chi, være frivillig lektiehjælper, arbejde, være social, sove, være et menneske, skrive jobansøgninger og forholde mig til at jeg snart er voksen på den voksne måde(måske)...med andre ord, jeg pikler rundt og har det vi på godt gammeldags dansk vist kalder travlt. De fleste dage føler jeg mig som en hængt kat(med sæbeøjne...tak sorte rander)...men helt ærligt, det er jo det hele værd.

Altså opgaven måtte da gerne skrive sig selv, det vil jeg ikke lægge skjul på. Og arbejdet, jo bevares det hænger mig lidt ud af halsen en gang imellem, men det giver jo monetos.

Men alt det andet. Tai chi, er for FEDT. Jeg elsker det. Jeg har endelig fundet en hobby/sport og jeg kan ikke få nok af den. At træne een gang om ugen er på ingen måder nok, jeg craver mere og mere og mere. Jeg kan være lige ved at falde om af træthed når jeg tager til Tai chi, og når vi er færdige føler jeg nærmest jeg ville kunne klare en otte timers arbejdsdag uden problemer. Derudover har jeg haft lettere ved at tabe mig, fået MEGET mere energi og en meget meget mere positiv tilgang til mit liv efter jeg startede til Tai chi...det lyder som en dårlig dårlig reklame, men det er det ikke! Interesseret? Så tjek denne side ud, det er min supergode undervisers.
Lektiehjælpen er også for sjov...i dag blev jeg kaldt en dame, hjalp lidt børn og spillede TP med dem...det er en helt unik mulighed for både at slapppe af, få lærdom fra de tidlige klasser, hygge med nogle unger(rødder er de fleste vel) og få en indsigt i hvordan det er at være tosproget barn i Danmark. En indsigt du ikke har muligheden for at få så mange andre steder.
Jobansøgningsskrivningsprocessen er superspændende, men også hård. Og så er jeg jo bare spændt på, om jeg skulle være så heldigt at have fast job fra d.1/2...kryds fingre.
Nå ja og så er der jo det der med at sove, være social og være et menneske...det siger vist sig selv.

Btw...billetten til Kings of Leon(forkortelse, KOL, ikke så charmerende) er i hus...det bliver fedt!

Om Søren Krarup, Encyklopædien, Absalon og konger

2008-11-06T20:32:00.004+01:00

Meget apropos mit seneste indlæg om Californiens forbud mod homoseksuelle ægteskaber og min uforståenhed for sådanne beslutninger i år 2008, så vil jeg lige poste et citat:

»Forældre må opdrage deres børn med myndighed. Det er ikke noget, som skal give samfundet adkomst til at tyrannisere familien og trænge ind og bestemme, hvad den må gøre. Den interesse i at mistænkeliggøre og kriminalisere familien er en parallel til det, som skete i de totalitære lande og Sovjetunionen«, siger Krarup til Ritzau.

»Her var den sovjetiske ungdoms helt en dreng, der angav sin egen far til myndighederne, så han blev henrettet. Eller det som skete med Hitler-jugend, der gav børnene besked på at fortælle partiet, hvem der sad med ved spisebordet«. (stammer fra denne artikel)

Her har vi altså at gøre med en politiker, som er medlem af et støtteparti til vores folkevalgte regering. En politiker som sammenligner forbuddet mod at slå sine børn med nazismen og kommunismens brutalitet og ondskab. Som mener det er enhver forældres ret at slå sit barn. JEG FORSTÅR DET IKKE!!! Hvordan pokker kan et mennneske have sådanne holdninger i år 2008 - for ikke at sige overhovedet på noget tidspunkt. Nogen gange tror jeg nærmest at nogle af DF'ernes udtalelser er jokes, udtalt for at fremprovokere stillingtagen og reaktioner...men det er det jo ikke. Det er ramme alvor, som går så lang så langt ud over min fatteevne.

Nå og så til lidt positivt.
Fedt fedt fedt at Den store danske encyklopædi kommer til at ligge frit tilgængelig på nettet og med brugerinddragelse. Jeg er selv stor fan og ivrig opslagsbruger af Wikipedia, så jeg glæder mig til at kunne se encyklopædiprojektet. Jeg håber der kommer stor brugertilslutning til det.

Spændende synes jeg også dette (også her) er. Jeg har altid syntes at historie og dermed også arkæologi er superspændende. Og sjovt når vi tror noget er foregået på een måde langt tilbage i tiden, og det så lige pludselig ikke længere forholder sig sådan.

Og sidst, men ikke mindst er jeg blevet total fan af Kings of Leon som kommer til Danmark i februar næste år. En koncert jeg glæder mig til.

om Obama og homoægteskaber

2008-11-05T20:39:00.002+01:00

Man kan vist ikke blogge på denne dag uden at kommentere på det amerikanske præsidentvalg, og det får da også et par ord med fra mig. Som så mange andre synes jeg det er helt fantastisk at Barack Obama bliver USA's næste præsident. For det første bare det at han ikke er en hvid mand og så selvfølgelig at han har en iq der er i +(modsatte visse andre amerikanske præsidenter...tsk tsk).
Jeg er spændt på at følge hans opgave med at være verdens mest magtfulde mand, det bliver rigtig spændende. Og hold da op, hvor ville jeg gerne have været i USA i går og opleve den fede stemning der helt sikkert var.

Nå og så til noget helt andet. Samtidig med at de skulle stemme om landets næste præsident, skulle indbyggerne i Californien også stemme om homoseksuelles ret til at gifte sig. Noget kunne tyde på at flertallet stemmer imod. Jeg forstår det ikke. Efter min mening vil et almindeligt tænkende og medfølende menneskeligt individ, lige meget holdningen til homoseksualitet, da ikke gøre sig til dommer og om to mennesker der elsker hinanden(uanset køn) skal kunne gifte sig med hinanden. Det er jo diskrimination!!!
Det viser også, hvor både modsatfyldt og på mange måder bagud USA er. Samme dag som den første sorte amerikanske præsident vælges (som er imod homoægteskaber), forbydes ægteskaber mellem elskende af sammen køn i een stat(kan forestille mig den ikke er den eneste, uden at have en kilde, men ).
Men det går nu også over min fatteevne at man kan gå ind for dødsstraf. Den som trykker på knappen/giver sprøjten/hugger hovedet af/ skyder etc, er jo ikke en døjt bedre end de "straffer".
Og hvad der går helt og aldeles over min fatteevne er de mennesker der er imod abort. Bare det i sig selv forstår jeg ikke...endnu en gang, hvordan kan man gøre sig til dommer over andre menneskers liv på den måde? Og, hvis de så også er imod abort hos voldtægtsofre og incestofre så står jeg helt af. Det er jo fuldstændig mangel på medfølelse, grænsende til det skingrende skøre. Hvordan kan kvinder have den holdning?

Så ja jeg er spændt på, hvordan fremtidens USA bliver, for selvom Obama bliver et godt friskt pust så har han også nogle holdninger som jeg finder ganske gammeldags her i 2008!

Av av av

2008-10-31T13:11:00.002+01:00

Et gnavesår på hælen på størrelse med en to-krone = av x uendeligt.
Og det hele på grund af et par skide sko. Se sidste år da jeg ferierede på den amerikanske vestkys skulle jeg selvfølgelig have mig et par sneakers med hjem som souvenir. Og sikke nogle flotte nogle jeg fandt. Nike airforce one model(er jeg kommet frem til) i lækkert kraftigt sort læder, med lilla syninger og små bling bling diamanter. Kan det blive bedre?, tænkte jeg.

Men ak og ve, for da jeg returnerede til Dk og skulle gå disse vidundere til, var de ikke så vidunderlige. Ret stramme, gav mig ret hurtigt gnavesår og lukkede for blodomløbet når jeg cyklede med dem på. Jeg prøvede at putte våde aviser i og udvide og jeg prøvede at gå korte ture med dem for at gå dem til. Nu har de så stået i skabet i et godt stykke tid og jeg besluttede mig for at give dem en sidste chance.
Så jeg løsnede snørrebåndene tog skoene på og gik i Netto...Netto som ligger 200 m fra min bopæl. Det gik meget fint på vej til Netto og i forretningen og optimismen steg..."jubiiii kan jeg endelig bruge min fede sko!".
Men så på vej hjem fra Netto fornemmede jeg ligesom der var noget galt...til sidst kunne jeg næsten ikke gå pga. smerte i venstre hæl. Før i tiden har de når jeg har prøvet dem givet mig så gnavesår og rød og irriteret hud.
Ligeså snart jeg kom ind på bagtrappen tog jeg mine sko af, humpede op til lejligheden, tog strømperne af og opdagede et gnavesår på størrelse med en to-krone, hvor huden stort set var faldet af. SMERTE!!!
Så nu sidder jeg her med en oversviende hæl med plaster på og et par ubrugelige sko. De er røget lige i genbrugsposen.

Så hvis nogen af jer derude har mod på at prøve...så er der et par gratis overfede(udseendemæssigt) Nikesko i størrelse 36 at hente...bare skriv en kommentar til posten.

Mit

2008-10-29T12:14:00.004+01:00

Det her er min bænk...det er den jeg sidder på og læser bøger, snakker om livet, drikker dejlig kaffe, tænker, nyder venners selskab og nyder mit eget selskab.

Det her er noget af og indgangen til min gård. Jeg er utallige gange stoppet op og tænkt på, hvor hyggeligt det så ud med det gule og røde...og nu er det mit:

Det her er mit kvarter...Nørrebroparken på venstre side, gaden her cykler jeg på næsten hver dag:

Tai Chi

2008-10-28T20:01:00.001+01:00

Der er nu ikke noget som tirsdag aftner i joggingbukser og harmoni...to timers Tai Chi gør mere end underværker.

Om flødeskumskager, dummer damer, cyklister/bilister og egobuspassagere

2008-10-23T14:29:00.002+02:00

Hmmm ja, jeg har en del på hjertet...så dette bliver en post blandet med alt det der har optaget mine tanker/irriteret mig de sidste par dage.

Se først et kæmpe LUXUSproblem. Jeg har, som vist nok før nævnt, fået konstateret for højt kolesteroltal. Det betyder jeg virkelig skal tænke over mine vaner og hvad jeg putter i munden. Så slik og kager er efterhånden en sjældenhed for mig...men indenfor den sidste uge er jeg forfaldet til begge dele med katastrolfal udgang(mener jeg selv). Mht slikket så gav 2/3 af en pose lakridser mig kvalme, oppustethed og generelt bare utilpashed...det endte med moderen fik den sidste 1/3 med hjem. Så i dag købte jeg endelig en flødskumskage - for sådan en har jeg haft umådelig lyst til de sidste par uger - og hvad sker der? Jeg kan ikke en gang spise et skide enkelt stykke flødeskumskage!!! Halvdelen af flødeskummet røg ud og jeg kunne ikke en gang spise stykket op efter det. Og ja jeg ved godt det er et luxusproblem...men når man nu lever så skide sundt hele tiden, så er det altså rart at kunne synde en gang imellem med stort S...og ikke bare 5 stykker vingummi i ny og næ!

Nå og så til mine trafikoplevelser indenfor de sidste stykke tid...eller måske bare generelt menner ude på gader og stræder. I dag stod en dame og fyldte der, hvor man kunne stille sin cykel uden foran bageren...jeg manøvrede min cykel på plads...damen flytter sig og går ind i min cykel...hvorefter hun kigger ondt på mig og siger "ja undskyld du kørte inde i mig"...!!! Hvad sker der for folk...hvis hun havde troet jeg ville undskylde eller overhovedet sige noget, så blev hun da grusomt skuffet...men sikke en klovn.
Nå og så bare sådan lidt genrelle ting...biler som har massere af plads, men som alligevel lige skal køre så tæt på en mens man cykler som muligt. Mænd der tror de er med i Tour de france når de køre ned af Nørrebrogade i myldretiden (min yndlingscykelaversion)...Så fat dog for helvede at cykelsæsonen er slut og i ikke er hverken en ørn, kylling etc!!!
Folk i bussen, som konsekvent sætter sig enten der, hvor der skal sidde gamle mennesker/handicappede/folk med børn eller altid sætter sig på det yderste sæde og ikke automtisk rykker sig ind når bussen bliver fyldt.

Hallo...hvor blev det menneskelige overskud og hensyn af? Det er som om så mange mennesker bare går rundt i deres egen verden og er så ligeglade med alle andre...intet at sige til der er så meget krig i denne verden, hvis vi ikke en gang kan finde ud af at køre i bus med hinaden!

Efterår på Nørrebro

2008-10-19T19:57:00.002+02:00

Elefanter

2008-10-17T15:21:00.002+02:00

Tog i Frederiksberg have i dag med håbet om at se nogle elefanter, eller i hvert fald bare det nye elefanthus. Var blevet forberedt på at elefanterne måske ikke var udenfor, men tog alligevel i haven. Og ikke nok med at fem elefanter gik rundt udenfor, så kom jeg også lige til fodringstid. En superfed oplevelse, især fordi jeg stod ugeneret og ikke kæmpe om udsigtsplads med en masse andre, men bare kunne stå stille og roligt og kigge. Fik afprøvet det nye kamera og taget nogle billeder, nedenunder ses to eksemplare

Den gode slankemetode...

2008-10-14T19:20:00.002+02:00

at lave så stærk mad at det tager over 20 min at spise det, hvilket resultere i at snotten og sveden løber og munden mest af alt føles som indsmurt i tigerbalsam! Det kræver jo selvfølgelig at man som jeg ikke er den store fan af stærk mad, hvilket jeg burde have overvejet da jeg sovsede min wokret til med stærk grøn karry ("altså hvor stærk kan den være", tænkte man lige = MEGET STÆRK). Kokosmælkneutraliseringsforsøget var desværre ikke det store hit. Men ned det skal det sgu!

Ny ven

2008-10-10T22:21:00.002+02:00

Jeg har fået en ny ven, som kan tage billeder, jeg skal dog lige lære min nye ven ordentlig at kende kan jeg mærke...men jeg ved det bliver en rigtig god ven.

Nogle lørdage er bare bedre end andre...

2008-10-04T22:45:00.003+02:00

især når solen har skinnet og moderen har været på besøg, hende havde jeg nemlig ikke set i et stykke tid. Og ikke nok med det gode selskab så medbragte hun også en kasse grøntsager købt fra yndlings gårdbutikken samt insisterede på at forsyne mit køleskab med lækre ting og sager fra Kvickly. Godt selskab og god mad kan man aldrig få nok af.
Og ikke nok med det besluttede mormoderen at forsøde børnebørnenes(ja altså dem er jeg en af) tilværelse med lidt goder(i form af et lille stykke papir), jeg har set nogle afsnit af min nye yndlingsserie(som deler førstepladsen pt. med Lost, Desperate Housewives og Gossip girl), lyttet til Jenny Wilson igen og købt mig en ny bog, som jeg allerede har læst 75 sider i. Nåh ja og så er mit nye kamera ankommet til butikken og venter bare at jeg kan hente det. Faktisk ikke en så ringe lørdag, hvis jeg selv skal sige det(og nu skal jeg vist lige flytte en kommode rundt om hjørnet)!

Ting jeg godt kan lide lige nu

2008-10-02T22:19:00.002+02:00

Jenny Wilson, hvordan kan jeg først lige have opdaget hende? Hun er jo helt fortryllende, lyt lyt lyt. Book depository, billige bøger...alt hvad mit hjerte kan begære, jeg har lagt restriktioner på mig selv, kun to bøger om måneden, ellers tror jeg både min økonomi og min plads herhjemme ville være i overhængende farer (hvilket den så småt begynder at være allerede nu - altså pladsen). Ligesom der vist også skal restriktioner på, hvor ofte jeg er inde på Play.com...billige billige film. Det nye Itunes - nu, hvor jeg endelig har fattet helt, hvordan man bruger Genius, så er jeg fan. Politikens to blogge Kosmopolit og Zeitgeist. At bladene falder af træerne...hmmm ja indrømmet, jeg ELSKER efterår - nej ikke regnen, men bladene i alle nuancer, den snigende kulde der giver en ekstra nydelse når man drikker en kop varm kaffe og selvfølgelig efterårssolen...findes der noget bedre? Det tror jeg faktisk ikke.

Om det der med kriser

2008-09-29T21:56:00.002+02:00

Altså jeg er ikke sådan en alderskrise type, fordi helt ærligt, man kan jo ikke lave om på at man bliver ældre...og jeg synes nu faktisk det har været ok de sidste par at blive ældre og mere velovervejet, fornuftig osv osv.
Nå, men omgivelserne er sådan lidt stresset over det der med alder lige for tiden(synes jeg), og ja så bliver min citron måske også presset lidt. Især da det den anden dag gik op mig at jeg inden for seks dage vil både blive færdiguddannet og fylde 25.
Det mærkelige er, at indtil da havde jeg faktisk på ingen måde hverken stress eller pres over to og femtallet...men lige pludselig virker det så alvorligt når en titel og et seriøst(ja ja det er jo selvfølgelig hvad man selv gør det til) står og venter rundt om hjørnet.
Altså for så begynder ens omgivelser (læs=familie) at have forventninger om seriøsitet, villa vovse og volvo, børn osv. Og se det er der presset melder sig...mormoderen lader en gang imellem bemærkninger falde om oldebørn...altså skal vi nu ikke lige trække vejret:) Jeg har jo mange ting jeg skal nå endnu inden villaen, volvoen og vovsen.

Hvad med jer derude er i aldersstressere eller tager i det bare totalt cool?

Anbefaling

2008-09-25T23:22:00.001+02:00

Audrey Niffenegger's Den tidsrejsendes kvinde, måske den bedste og smukkeste kærlighedshistorie jeg længe har læst(omend nogensinde). Der er ikke så meget mere at sige.

Om Buster, Ben x og at gå alene i biografen

2008-09-25T19:14:00.002+02:00

I forbindelse med frivilligt arbejde på børn og unge filmfestivalen Buster (som jeg af en eller anden grund ikke har slået et slag for, selvom det har været en superfed oplevelse...i kan nå det endnu, den sidste dag er i morgen), har jeg haft mulighed for at gå gratis i biffen og se de film, som festivalen fremviser. I går så jeg en dansk kortfilm, som hedder En forelskelse, en sjov lille pudsig film.
I dag havde jeg så bestilt billet til filmen Ben x, en helt og aldeles fantastisk film, som både fik latter og tåre frem. Efter filmen svarede hovedrolleindehaveren på spørgsmål fra publikum.
Men ikke nok med jeg fik mig en superfed filmoplevelse, så fik jeg mig også en oplevelse på en anden måde. Det var nemlig første, men absolut ikke sidste, gang jeg gik i biografen kun med mig selv som selskab. Det var virkelig en superfed oplevelse, som jeg synes alle burde prøve. Jo jeg manglede helt klart en at diskutere filmen med da den var færdig, men opvejet mod den helt nye måde at se en film i biffen på gjorde det ikke noget. Jeg fik en meget mere intens og koncentreret oplevelse ud af det end, hvis jeg havde været i selskab med en anden person. Det er ikke fordi jeg fremover kun vil gå i biografen med mig selv, for jeg synes bestemt også det er dejligt at dele oplevelser, men hvor jeg før ville synes det måske var lidt mærkeligt, vil jeg for fremtiden ikke tøve med at se en film i mit eget selskab.
Hvilket allerede sker i morgen, når jeg skal ind og se den russiske Everybody dies but me.

My baby's back.

2008-09-24T18:48:00.002+02:00

Det her indlæg skulle egentlig have handlet om TDC's manglende service, deres fejlinformanter og umodne arrogante på ingen måde servicemindede medarbejdere.
Men, men, men da jeg i dag kom hjem med min computer - som jeg har manglet i næsten 3½ uge, og i stedet for har haft et fortidslevn med lydkapacitet som en støvsuger - satte den til og så mit velkendte baggrundsbillede og mit skrivebord med ALLE mine ting på, så forsvandt min vrede og mine aggressioner som dug for solen, i stedet for fældede jeg en lille tåre af glæde. Manden i butikken havde nemlig forberedt mig på at alt var mistet (heldigvis har jeg back up), fordi motherboardet er blevet udskiftet...men nej. Og hvor er jeg glad for at have min bedste materielle ven (undskyld fatboy) hjemme igen:)

Nam nam

2008-09-20T18:45:00.002+02:00

Jeg er i den situation, at min yndlingsfrugt Lam yai normalt ikke er en frugt som man sådan lige finder frisk i Danmark...men i dag, da jeg var i god tid til en aftale kiggede jeg indenfor i et Thai supermarked på Vesterbro. På døren stod der at der var levering af friske frugter og grøntsager fra Thailand hver onsdag og lørdag. Og jeg nåede da hellere ikke længere ind, end lige inden for døren...for der i et orange net i køledisken lå mine højtelskede lam yai. Jeg har ikke fået dem i over to år, og blev helt glad indeni, ved synet af dem. Så jeg købte mig et net, til en noget anden pris i Thailand. Heldigivs smagte de ligeså friskt og godt, som når man køber dem i oprindelseslandet og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at smage dem igen...nam nam.

Stevie Wonder

2008-09-18T16:47:00.002+02:00

I mange mange år, har mit største ønske rent musikalsk været at kunne få lov at opleve Stevie Wonder live. Den drøm blev i går aftes opfyldt i Gigantium i Aalborg.
Og hvor skal jeg starte...med det perfekte trepersonernes selskab jeg fulgtes med. De 4½ time til Aalborg og de 5½ time hjem igen føltes som meget meget kort tid. Vi havde på forhånd booket "hotel" i Aalborg centrum, en oplevelse i sig selv.
Transporten til og fra koncerten stod det lokale busselskab for...32 kr tur/retur lige til og fra Gigantiums dør. Da vi ankom til Giantium så vi allerede ud af busvinduet en kø, der til at starte med øjnede laaaaaaaaaang, og da vi kom helt hen til køen var den læææææææææængere end først antaget(et par hundrede snoede meter vil jeg tro)...men men men, det må man give nordjyderne, indslusning det kan de da godt nok finde ud af...vi var inde i hallen efter ca. 15 min kø. Inde i hallen fandt vi os nogle siddepladser på en slags tribune med frit udsyn over hal og publikum.

Selve Gigantium var absolut ikke en særlig god oplevelse. Hallen magtede på ingen måde at rumme et stort navn som Stevie Wonder...halbalstemningen var fremherskende. På rækken bagved os, sad den mest irriterende midaldrende mand, som ikke kunne finde ud bare at holde sin mund og nyde musikken...det var klart at denne mand ikke var kommet for Stevie Wonder, men for at kunne sige han havde oplevet ham. På vores række sad tre unge mennesker, der ikke havde fattet konceptet af at når man sætter sig midt på en tribunerække, skal man i løbet af en koncert ikke vade frem og tilbage til rækkerne...vi snakker minimum ti gange...og pli var ikke et ord de indbefattede i deres ordforråd. Da Stevie så smukt fortalte om hans grund til at tage på tour(at sprede budskabet om kærlighed) kom disse mennesker vadende...tsk tsk. Publikum var generelt kedelige...der var ikke mange funky moves over dem.
Så bundkarakter til Gigantium.

Men men men...så er det jo godt at Stevie er intet mindre end fantastisk. Koncerten varede ca. 2½ time og lagde ud med en smuk stille første halvdel. Han havde med sig på scenen et 14 mand stort og så absolut funkyt og fantastisk band med stort F. De fik også i et langt instrumentalt stykke lov til på skift at vise deres udsøgte musiske kompetencer ved at spille soloer.
Så kom der fra Stevies side lidt lovprisning af den demokratiske præsidentkandidat, til det amerikanske præsidentvalg, Barack Obama. Hvilket åbenbart har fået nogle anmeldere op i det lettere rosa felt...men helt ærligt, Stevie er en kendt Obama støtte, det kom ikke bag på mig, at han fik hele salen til at synge/messe Barack Obama. Og jo måske blev det lidt for meget, men kan man ikke bare tage det med som en del af oplevelsen i stedet for at hidse sig op.

Efter første halvdel, blev der spillet op til noget groovy funk, og for mig kom højdepunket så absolut med Signed sealed delivered...fantastisk fantastisk. Hit på hit gjaldede ud over salen, styret af en superdygtig og kompetent lydmand, der undgik en mudret lyd, som ellers er ganske karakteristisk for halkoncerter.
Til sidst fik en pige lov til at komme op på scenen og rappe lidt for publikum og sidde sammen med Stevie, mens han spillede afslutningsnummeret As.
Alt i alt en helt fortryllende, og for mig på mange måder surrealistisk, koncert. Med et supefedt band og en mand der både viste sig om en fantastisk sanger, men også en publikumsnær charmerende entertainer med at glimt i solbrillen(hvis man kan sige det).
Min eneste anke er, at for min skyld kunn I just called to say i love you med fordel have været skiftet ud med For once in my life, som jeg efter koncerten hørte flere havde savnet...en enkelt anmelder har da også efterlyst den.
Så topkarakter til Hr. Wonder med band.

Her dagen efter virker det stadig helt surrealistisk at jeg har fået opfyldt mit allerhøjeste ønske...jeg håber ikke det er sidste gang jeg skal opleve ham live.

Livskvalitet

2008-09-15T21:33:00.001+02:00

er at rocke for hårdt på sin cykel en solskinsefterårseftermiddag...især når Stevie W fylder øregangene.

og jeps jeg ryster post's ud af blogærmet i dag:)

Adr!

2008-09-15T19:57:00.002+02:00

Grundet et for højt kolesteroltal(sådan noget er der åbenbart ikke en aldersgrænse for) har jeg de sidste tre måneder prøvet at leve så sundt så muligt. Selvfølgelig har der været nogle få missere, men generelt har jeg været sund. I dag skulle jeg til tremåneders-tjek og tænkte "wuhuuu, så kan jeg synde alt det jeg vil bare én dag". Så det har jeg gjort...købte en pose slik. Spiste lidt over halvdelen og er nu oppustet og kvalm samt yderst samvittighedstynget. Har lært, på den virkelig ubehagelige måde, hvilken indvirken sukker har på ens krop. Tror bare jeg holder mig til den forholdsvis sunde linje...der i hvert fald ikke indebærer en halv pose pingvinblanding...

I disse CO2 fokuserede dage...

2008-09-15T18:14:00.003+02:00

forstår jeg overhovedet ikke, hvordan en artikel som denne kan være en realitet. Jeg forstår ikke, hvordan Lars Barfod kan synes det er helt fint at billettilskudet blev fjernet og lagt over til Banedanmark. For jo selvfølgelig skal vores banelegemer helt klart holdes ved lige, men undskyld mig, det virker lidt ligegyldigt at holde banelegemer ved lige, hvis ingen alligevel bruger de toge som skal køre på banerne.
Og, hvorfor har vi brugt millioner/millarder kroner på metroen, og har planer om at bruge endnu flere på en cityring, hvis undersøgelser viser at der er passagerflugt fra den kollektive trafik? København vil gerne være verdens bedste cykelby i 2015, hvilket jeg synes er et flot og et ædelt mål, men som på mig nærmest virker ligegyldigt når regeringen åbenbart ikke synes de skal arbejde hårdere for den kollektive trakfik. Ligesom det også virker lidt tomt at Nørrebrogade fra d.1/10 skal være bilfri.
Og allertommest virker det at København faktisk skal være værter for FN's klimatopmøde næste år...Ja unskyld mig, men jeg synes ligesom ikke tingene stemmer helt overns her.

P.S: nu må de altså godt snart stoppe med at skyde efter hinanden herude på Nørrebro.

Ny Nano og facebook

2008-09-10T18:47:00.002+02:00

To meget populære ting, eller i hvert fald bare Ipod nano, sådan helt generelt.
Har netop i dag læst at Apple relancere Ipod nano'en endnu en gang. Politiken har allerede lavet en lyntest af dimsen. Overvejende positiv. Selvfølgelig overfor designet. Jeg har selv en 3. generation aka fatboy, som jeg købte lige da den kom ud. Den er jeg rigtig glad for, og er (heldigvis) ikke tiltrukket af den nye nano. Men synes dog prisen er unfair, for os som blot købte for et år siden. 3 generation er lynfaldet i pris, og prisen på de nye nanoer er ganz ganz lav i forhold til de andre relanceringer.
Nå, men nok om det. Der er nogle ting i lyntesten jeg hæftede mig ved. For det første lidt stille brok over at den nye nano kun går op til 16GB. Se der er jeg uenig. De 16GB er jo i sig selv en fordobling af 3.gen kapacitet, og så har jeg altid tænkt på nano-modellen som midt imellem shuffle og den alm. Jeg synes ikke en nano skal have samme pladskapacitet som den alm., det er jo netop det der efter min mening er charmen. Sådan en lille hyggelig fætter, uden samme plads som på en bærbar pc. Så er der selvfølgelig brokken over det uudtagelige batteri, som indrømmet ville være smart. Og lidt brok over at man ikke kan høre radio på sin ipod. Men igen er jeg uenig. Jeg synes nemlig det dejlige ved den er at den ikke er sådan alt-i-én-wunder-maskine. På det område er jeg nok lidt gammeldags. Min telefon bruger jeg til at ringe og skrive fra(høre radio, hvis jeg gjorde det), mit digi kamera bruger jeg til billeder(speaking of digi kamera...så står jer frit for at forære mig et Canon sx100 IS) og min ipod bruger jeg til at høre musik fra.
Og som en afslutningskommenar til dette, kan jeg kun sige at jeg glæder mig til at få min egen computer igen(kom så for pokker!!!), så jeg kan installere/opgradere til Itunes 8.0 og afprøve Genius.

Nå og så til den anden del af dette indlæg. Facebook...hjemmesiden som er på alles læber. Jeg har i lang lang tid hverken været på arbejde, studie, i byen eller til fest uden Facebook er blevet nævnt. Og den anden dag var det sågar det eneste jeg hørte gennem musikken fra min nano(:)).
Og jo jeg synes da også Facebook er fantastisk...man kan møde/finde gamle venner, oprette events, kreere mere eller mindre ligegyldige grupper og snage i folks liv(og den der påstår de ikke bruger facebook til det...lyver big time). Men jeg er ærlig talt ved at være lidt træt af det. For det kom bare sådan bum ud af den blå luft. Lige pludselig var Fb over det hele...fuldstændigt, en verdensepedemisk hype af karakter.
Hvad synes i. Er facebook hot eller not, og er i også bare lidt træt af at høre om Facebook hele tiden?

Smart tøj og børn

2008-09-07T19:14:00.003+02:00

Jeg browsede lige igennem nyheder om de kendte og faldt over denne her "artikel", som i min verden fremprovokere to spørgsmål hos mig.
Det første er, at betaler vi simpelthen ikke de kongelige for mange penge, hvis de kan klæde lille Isabella på 16 mdr i en f****** vest til 3500 kr. Og når lilleprinsen iklædes tøj fra Ralph L og LV? Jeg mener i forvejen at vores kongehus bliver betalt alt alt alt for mange penge, bare for at være kongelige kransekagefigurer...de rejser over hele verden, får de mest sindsyge fødselsdagsgaver af folket(eller folket og folket) og de bliver betalt enorme summer i "løn"...jeg mener Grevinde Alex, får 1.6 mill udbetalt om året bare for at have været gift med Joachim. Prøv at tænk på, hvor mange socialt belastede mennesker, narkoprostituerede, svage ældre, asylansøgere etc vi kunne gøre livet lidt bedre for, for 1.6 mill.

Det andet spørgsmål er jo også, efter min mening helt åbenlyst, hvorfor overhovedet købe så dyrt tøj til sine små børn? Altså de vokser jo fandme hele tiden, så lige om lidt så kan lilleprinsessen og lilleprinsen ikke passe deres fleretusindekroners tøj alligevel...hvad er der nu i vejen med en t-shirt fra H&M til 50 kr...hvor børnene faktisk også ligner små børn når de har den på i stedet for små voksne.

Lad mig høre, hvad synes i? For kongehuset for mange penge fra staten? Føler i jer til grin når de så kongebørn render rundt i tøj, som vi aldrig får råd til at købe(ok ok, overdrivelse fremmer forståelsen)? Og er det i det hele taget ikke bare fuldstændig hul i knolden at købe designertøj til børn i voksealdren?

Røvdag...

2008-09-02T19:36:00.002+02:00

sådan kan denne 2.september 2008 bedst beskrives...en ganske regulær røvdag. Den dag mig højtelskede HP computer valgte at få hjertestop uden mulighed for genoplivning. Faktisk tvært imod...da jeg indleverede den var der lys i den, men efter udtagning og igen isætning af batteri var der ingen, absolut ingen, kontakt til min lille baby.

Den er nu sendt på værksted og jeg priser mig lykkelig over at jeg er backuptypen, som så sent som i går aftes tog back up af de ting der i forvejen ikke var lagt ind på den eksterne.
Men puhha, den fik godt nok tårene frem i øjenkrogene...velkommen til et nyt semester, med lånecomputer de første 14 dage.
Heldigvis har jeg mulighed for at komme på nettet, men det er altså bare ikke det samme når det ikke er ens egen computer...øv øv øv. Og tanken om, hvis alt er slettet og jeg skal i gang med geninstallering igen, puhha.

Så var det godt dagen blev sluttet af med genopstart af Tai chi, så jeg kunne få lidt harmoni og indre ro...i forhold til min frustration og indre uro.

Det var den sommer

2008-09-01T21:19:00.003+02:00

Så er endnu et skoleår gået og et nyt er begyndt...så på mange måder var det den sommer. Den sidste sommer som studerende...hvilket også vil sige den sidste laaaaaaaaaaange sommerferie, hvor driverlivet bare nydes.
Den sommer, som i det er d.1/9 i dag, og efteråret begynder ifølge kalenderen...synes også man har kunnet fornemme en kølighed i luften, som er den kølighed der varsler efterårets komme. Jeg har det lidt ambivalent med efterår. På den ene side kan jeg godt lide sommeren, varmen og alle de udendørsting man kan...men omvendt så elsker jeg efterårets farver, en lun efterårsdag og især muligheden for at pakke mig ind i alt mulig dejligt tøj, også selvom det er utrolig upraktisk.
Og sidst, men ikke mindst den sommer, som i et nyt - og sidste - semester er gået i gang. Tre år på Danmarks Biblioteksskole er overstået, nu venter et lille semester og så virkeligheden, som i et rigtig fuldtidsjob med voksenansvar...nej hov, først skal jeg da lige på ferie til den fjerne østen. Væk fra alting, bare ren afslapning uden mobiltelefon og kun med internet som skal opsøges og betales for...sådan noget, det er altså ikke at kimse af.

Men indtil videre står den på projektplan, projekt og projektrapport...hmmm ja, det hele bliver vist meget projektorienteret.
Nyd billederne...min gård og min gade en vilkårlig augustaften i 2008!

En opfordring

2008-08-28T20:02:00.005+02:00

Søndag d.14 september finder et sjovt og godt løb sted i København: Vandloebet.
5 km til fordel for rent vand til Afrika, man kan selv vælge om man vil løbe eller gå. Det koster 150 + gebyr at være med, og de 150 kr går ubeskåret til rent vand i Malawi...så tilmeld jer her: www.vandloebet.dk

Og hvis man ikke er voldsomt aktiv, så er muligheden jo altid at tilmelde sig som indsamler til Røde kors' årlige indsamling d. 5 oktober, det kan man her: www.drk.dk

Og endelig, hvis man virkelig ikke vil bevæge sig, kan jeg kun opfordre til som så mange gange før at blive sponsormor/sponsorfar, kig her: www.bornefonden.dk

Der er så mange mennesker derude, som har brug for vores hjælp. De to førstnævnte er en god mulighed for at få rørt sig samtidig, og jeg kan sige af erfaring at begge dele er giver en rigtig hyggelig og sjov dag. Den sidste mulighed giver glæde både til en selv og det sponsorerede barn.

og hvis man ikke er fan af røde kors, børnefonden eller hellere ville hjælpe dyr, så er det bare med at komme i gang for der er massere andre muligheder, som f.eks: BOS, WSPA, Amnesty, Ibis, Care, WWF, Unicef, Giv en ged, Folkekirkens Nødhjælp, Maternity worldwide, Kiva og mange flere.
Så det er bare med at komme i gang, og det kan kun gå for langsomt!