om jazz og doom

Dagen i går var yderst kulturel og i musikkens tegn.
Først vinterjazz festival på Statens museum for kunst med Thomas Clausen og Palle Mikkelborg. Det var fantastisk, men rammerne er selvfølgelig også perfekte og unikke til lige netop den slags musik. De to musikere havde et spil kørende, som vidnede om mange års samarbejde og venskab. Musikken var smuk, fyldig og drømmende og passede helt perfekt til det snebelagte landskab man sad og kiggede ud på.

Nogle timer senere gik turen til lille Vega Sunn O))). Jeg var lettere begejstret for opvarmningsbandet, Eagle Twin, som spillede en tung koncert på 50 min uden nogen pause mellem numrene. Sunn 0)))'s entre så scenen lovede også godt, røg og kutter. Men så var det gik galt. Jeg er godt klar over at rock musik mm. skal spilles HØJT og at nogle tåber mener men helst skal være halvdøv, hvis man er flittig koncertgænger. Her er jeg ikke enig og da koncertens lydniveau med 100% oversteg det tilladte niveau med et par hundrede decibel, kunne jeg desværre ikke koncentrere mig om musikken (som jeg fornemmede ville være faldet i god jord), men i stedet blive mere og mere desperat efter at nogen ville skrue ned.
Koncerten sluttede for mit vedkommende før tid, med mere tanke på om jeg nu ender med tinitus (trods ørepropper med ekstra stærkt lydfilter, hår, hættetrøje og hænderne) end på den koncert jeg lige havde været inde til.

om en slutning, en start og om at træde de første spæde voksenskridt

Lang overskrift, men eftersom min bloggingaktivitet har været stødt dalenede det sidste års tid, så må der jo nødvendigvis være en masse ting, som på en eller anden måde skal samles i een.
2009 sluttede og 2010 og startede. Jeg synes den sidste måned at 2009 på mange måder var laaang og fyldt med mange ting. Ikke mindst det stort opslåede klimatopmøde, som vel på så mange forskellige måder endte som det ikke var tænkt.

For mig at se fik (politi)staten Danmark slået fuldstændig fast, hvor langt de er villige til at gå for, hvad de ser som en højere sags tjeneste. Hele den forbandede lømmelpakke var og er jo vanvid. Men diskussion er for længst diskuteret, for og imod osv., og jeg lader vist ingen tvivl stå tilbage om, hvor jeg står. Jeg ved bare at min lille indre rebel kom frem under det klimatopmøde.

Og så var der alle de private ting, som vi ikke behøver at dvæle så meget ved. Jeg fik redefineret nogle ideer om, hvordan ting skal være - f.eks min ideer om jul, julen var lige pludselig afslappende antistressende og sjov, det må jeg prøve igen.
Nytår, og så lige pludselig januar. Det er lidt som om at 2010 er en ny ny start. For et nyt år er altid en ny start, men lige præcis 2010 er noget særligt - måske er det den måde tallene står på jeg ved det ikke.

I hvert fald må 2010 været året, hvor jeg bliver opslugt endnu mere af den store voksne verden. Det er sjovt, jeg havde egentlig ikke troet at det der med at få det første rigtig voksenjob ville gøre så stor en forskel, men det har det. På en meget snigende måde, lige pludselig gik det op for mig, at jeg havde taget de første spæde voksenskridt ind i den store farlige voksenverden. Måske er det også derfor bloggen har ligget så stille, for også på det område skulle tingene måske på en eller anden redefineres. Jeg er jo stadig ung, men jeg er også uddannet og i arbejde.
Jeg får en "rigtig" løn, jeg arbejder hver dag, jeg skal tænke i ferieregnskab og ikke mindst skal jeg nå alt det jeg gerne vil efter kl. 16 eller i weekenden. Alt for meget at lave, alt for lidt tid.
Men jeg tror jeg har redefineret og accepeteret den semivoksne tilstand jeg befinder mig!

Om moral i forfald

Jeg har i lang tid gået og tænkt meget over det der med moral og omtanke i forhold til ens medmennesker. Jeg mener at man ALTID skal behandle sine medmennesker ordentligt, at man skal gebærde sig i verden på en måde så vi allesammen kan være her. Tit og ofte føler jeg mig som en uddøende race!

I dag fik jeg sat et punktum over i'et i hele den sammenhæng. Jeg var vidne til mit første trafikuheld. En cyklist kører hasarderet og presser en anden cyklist ud på kørebanen, hvor hun bliver påkørt af en varevogn. Heldigvis reagerede manden i varevognen hurtigt og damen slap med en meget meget stor bule i panden, og formentlig en øm krop i morgen. Men manden som var skyld i hendes ulykke - og som inden ulykken havde været ved at presse et andet vidne ud på kørebanen - var ingen steder at se!
Næh nej, han var kørt fra stedet. Selvom han var skyld i ulykken og selvom damen det første minut lå helt stille på kørebanen, var han skredet. Jeg tror vi var fem vidner som stoppede. Jeg kørte foran ulykken, men var alligevel blandt de første på stedet...for mange vidner fortsatte bare på deres cykler, mens de nysgerrigt kiggede kiggede på den livløse skikkelse.

Bagefter, da ambulance og politi havde sagt vi godt kunne tage hjem var jeg rystet. Og mest af alt rystet over, hvordan man som menneske kan være skyld i at andre mennesker kommer alvorligt til skade, og så ikke tage ansvaret! Hvordan kan man bare cykle videre og være ligeglad? Og hvordan kan man som vidne tænke at der nok er andre der tager sig af sagen, men samtidig gerne lige vil se lidt af actionen? Hvor er danskernes moral? For mig var det en bekræftelse i, at jeg lever i et samfund, hvor moralbegreberne er blevet nogle helt andre, end de var en gang!

om det dér facebook

Jeg har i uendelige tider ville kreere et indlæg om facebook, men hver gang jeg er gået i gang er jeg ikke en gang nået så langt som nu.

For hvad er det med facebook...lige pludselig var det der bare og blev det nye sort i løbet af ingen tid. Nu har det indtaget vores sociale liv...fuldstændigt. På det område er jeg sjovt nok, vil dem der kender mig sikkert give mig ret i, ret konservativ. Eller på nogen punkter. Jeg kan godt lide facebook som det sociale netværk det nu en gang er, som man kan bruge på den måde man nu en gang ønsker. Jeg kan også godt lide at jeg kan holde "kontakten" ved lige med mennesker jeg ellers ville miste fuldstændig kontakt til.

Men nogen gange synes jeg det bliver lige lovlig meget når folk ved alt om ens liv, kun fordi de følger med på facebook. Så når man mødes i den virkelige verden er der ikke så meget at snakke om, fordi man allerede er opdateret.
Og hvad blev der er det gode gamle telefonnummer? En gang når man mødte nye mennesker, både venne- og kærestepotetiale, så gav man sit telefonnummer væk. Nu er farvelreplikken "nå, men du kan jo også lige finde mig på facebook og adde mig!" Hvilket leder mig hen til det, som har undret mig mest, når seriøsiteten af et forhold defineres udfra om man har addet hinanden på facebook eller ej. Come on folkens...det kan i sgu ikke mene seriøst!?! Det går over min fatteevne.

Og nu skal jeg jo ikke fremstå hellig, for jeg er storstorforbruger af siden. Jeg tjekker siden flere gange om dagen, jeg kommentere flittigt, attender diverse events, melder mig under fanen i diverse grupper, bliver venner med folk bare fordi jeg er nysgerrig og agerer ligesom alle de andre på facebook. Men jeg kunne aldrig finde på at definere mit forholds seriøsitet udfra siden...og for mig ville det være direkte turn off, hvis en potentiel kæreste gav mig sit fulde navn i stedet for sit telefonnummer.
Jeg tror egentlig bare at det jeg prøver på at sige er, at jeg synes lidt for mange bruger facebook på en så personlig måde at det lige pludselig bliver ligegyldigt og upersonligt! Og samtidig facinerer det mig også at sådan en side lige pludselig er over det hele...jeg tror ikke jeg har gået på gaden en eneste gang det sidste halve år, uden at høre facebook blive nævnt som brudstykke af en samtale!

Hvordan bruger i siden? Definerere i seriøsitet, giver i jeres fulde navn?

Om når vold avler vold

Det er som om det hele eskalerer og har gjort det de sidste par. En blanding af en regering, som gerne vil ensrette vores samfund og gøre det pænt, præsentabelt og borgerligt, og så en gruppe af mennesker, som ikke deler vores regerings holdninger, og som på grund af så mange forskellige ting er blevet forrået og meget meget mere kyniske.

Jeg bliver ked af det når jeg ser, hvordan der bliver mindre og mindre plads til noget alternativt og anderledes i vores samfund. Jeg tænker både på for eksempel ungdomshuset, men også på irakerne som blev ført bort fra kirken den anden morgen. En hård og kynisk holdning til alt som ikke er lyshåret, blåøjet og pænt påklædt (ja ja hårdt mod hårdt bliver det nu). Et samfund, hvor der ikke er plads til skæve eksistenser, som efter min mening netop er dem som kan berige noget der ellers hurtigt bliver gråt og kedeligt.

Og netop fordi der ikke er plads til de skæve eksistenser og det der betyder allermest for dem, er reaktionsmønstrene blevet voldsommere og voldsommere...det hele eskalerede vist med rydningen af ungdomshuset. Og samtidig med at de såkaldte aktivister reagere voldsomere reagere politiet voldsommere - eller også er det omvendt, her kan man vist diskutere hønen eller ægget i al evighed - faktum er at protester og tilkendegivelser som egentlig kunne have været fredelige lige pludselig ender op i ubehagelige sener. For eksempel pigen som fik otte knippelslag ved rydningen af kirken. Hvad skete der lige der, hvordan kan politidirektøren kalde det en veludført succesfuld aktion når billeder viser os siddende/liggende unge mennesker som både bliver slået fuldstændig umotiveret med knipler og får sprøjtet peberspray i ansigtet?
Vold avler vold og det er danmark et godt eksempel på. En ungdom som reagere i afmagt og frustration over den behandling de får fra samfundet og repræsentanter fra systemet som reagere fuldstændig utilgiveligt formentlig af frygt for hvad der ville ske, hvis de ikke selv slår først.

Jeg er modstander af vold, ligegyldig hvilken form den fungere i, om den kommer fra den ene eller den anden side. Men mest af alt er jeg modstander af de mennesker som sidder på magten og skaber disse situationer uden nogensinde selv at være fysisk indblandet i dem! For mig at se er Danmark kommet ud på et skråplan...jeg håber ikke det er for sent at rette op på det skråplan!

Om når tingene ændrer sig og Illustreret Videnskab står det forkerte sted

Ja, lang tid gik der ikke. Nærmest samtidig med jeg postede forrige indlæg begyndte inspirationen at vende tilbage. Måske fordi jeg havde løst mig selv fra nogle bånd, som jeg uvidende havde pålagt mig. Så nu vender jeg tilbage, på andre præmisser. Ingen dårlig samvittighed, hvis der går en måned, ingen følelse af pligt...kun poste når jeg føler for det. Lad os se om det virker...jeg kan jo tydeligvis ikke lade vær.

Første del af overskriften dækker egentlig over to ting. Både det at jeg fortsætter bloggen, men også at jeg endelig har fået et job...og at jeg er startet. Overgangen fra arbejdsløs til arbejdende har heldigvis været blødere end forventet (i form af korte arbejdsdage den første uge), men træthed har lige pludselig fået en hel ny mening for mig. Samtidig nyder jeg at bruge mit hoved og føle mig udfordret...noget jeg på det intellektuelle niveau ikke er blevet i ret lang tid (så er jeg blevet udfordret på så mange andre niveauer, som har været godt for mig). Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang og gøre brug af de bibliotekariske og informationsvidenskabelige kompetencer jeg har tilegnet mig gennem mine tre-og-et-halvt år på Biblioteksskolen. For noget har jeg da lært, og husket, har jeg kunnet konstatere den sidste uges tid.

Og så til anden del. Det er mærkeligt, nogen gange kommer feministen op i mig...eller egentlig mere bare erkendelsen, kan man vist bedre sige. Den gemmer sig det meste af tiden, for sikke sur jeg kunne gå rundt og være på mit køns vegne hele tiden, hvis jeg tænkte i kønsdiskriminerende handlinger hele tiden...så det gør jeg ikke.
Men lige pludselig, som i dag, da jeg i Super best's kiosk opdagede at Illustreret videnskab stod ovre i mandeafdelingen. Jeg er så træt af at kvindeblade kun er fyldt med tøj (som for det meste både er så dyrt og grimt at jeg ikke ønsker at eje det) og ligegyldig sladder. Jeg undgår stort set alle kvindeblade, undtagen til nød Eurowoman, som jeg endda synes er faldet i kvalitet. Og hvorfor er det lige at Euroman har fokus på litteratur, musik og film, når Eurowoman ikke har ligeså meget? Fordi vi kvinder er tomhjernet modefokuseret høns som kun læser nyheder hvis de handler om de kende og de kongelige? Er det af samme grund at IV åbenbart skal kategoriseres som et mandeblad? Fordi at selvfølgelig har kvinder ikke lyst til at læse et sådan blad!
På den baggrund må jeg jo så konstatere at jeg absolut er mere mand end kvinde...bortset fra at jeg heller ikke passer til det stereotype mandeblad fyldt med letpåklædte unge damer.

Tit savner jeg et intelligent kvindeblad, som henvender sig til kvinden der rent faktisk interessere sig for sin omverden, forskning, sjove gadgets, litteratur, film, musik og alt det kulturelle...og ikke for, hvordan denne sæsons designertaske til een millard skal se ud. Findes sådan et blad?

Tak for nu og måske på gensyn

Jeg føler det ikke mere...og så længe jeg ikke gør det ser jeg ingen grund til at fortsætte bloggen. Så indtil videre er denne blog nu officielt på standby (sandt at sige har det jo været pænt sløjt det sidste lange stykke tid). Måske kommer der allerede en post i morgen fordi jeg ikke længere har dårlig samvittighed, måske om et år eller måske aldrig mere. Under alle omstændigheder lader jeg den stå som en skildring af denne frøkens liv gennem de sidste tre år...på godt, på ondt, på bittert, på sødt og surt.